Svensk nattog vil stoppe i Nykøbing
Snälltåget vil køre nattog mellem Sverige og Tyskland/Østrig med stop i Nykøbing - når skinnerne er klar. Arkivfoto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix
Christian Lindgren/Ritzau Scanpix
Det svenske selskab Snälltåget planlægger at åbne nattogsruter mellem Sverige, Tyskland og Østrig med stop i Nykøbing.
NYKØBING: Det bliver hverken i morgen eller næste år. Men når Storstrømsbroen og Femern-tunnelen en gang åbner, så står det private svenske togselskab Snälltåget på spring for at tage jernbaneskinnerne i brug.
Snälltåget har således anmeldt til Jernbanenævnet i Danmark, at det planlægger at ville køre nattog via Lolland-Falster. Selskabet kører allerede i dag på de to ruter Stockholm-Berlin og Stockholm-Innsbruck, men det foregår via Fyn og Jylland med stop i Høje Taastrup, Odense og Kolding.
I anmeldelsen skriver selskabet dog:
”Når den faste forbindelse under Femern Bælt åbnes, kan de i stedet udskiftes med stationer såsom Ringsted og Nykøbing Falster.”
Særdeles positiv
Den melding tager borgmester Simon Hansen (S) særdeles positivt imod.
- Hvis de gør det, åbner det jo nogle helt nye muligheder i forhold til vores områdes forbindelser til Europa. At man vil kunne transportere sig ud i Europa om natten åbner bare grænserne endnu mere, bemærker han.
Hvis de gør det, åbner det jo nogle helt nye muligheder i forhold til vores områdes forbindelser til Europa.
Simon Hansen
Anmeldelsen fra Snälltåget kommer på et tidspunkt, hvor der er debat om, hvor DSB og Deutsche Bahns internationale tog skal stoppe. Både Nykøbing, Vordingborg og Næstved byder sig til, men for Simon Hansen bekræfter Snälltågets plan, at Nykøbing er det oplagte valg.
Kigger på oplandet
- Det er meget glædeligt, de har kig på det og helt naturligt, når man kigger på det opland der er til Nykøbing, nemlig Lolland-Falster og Sydsjælland, siger han.
Det fremgår i øvrigt af anmeldelsen, at Snälltåget også gerne vil køre en indenrigslinje i Danmark på ruten Helsingør-København H-Roskilde-Odense-Fredericia-Aarhus.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned