Sygehus har brugt for mange penge: Fyringer er på vej

Ricco Dyhr er direktør for Sjællands Universitetshospital i Køge og Nykøbing, hvor budgettet - særligt efter covid-perioden - har været svært at overholde. Nu skal det tilbage på sporet, siger han. Foto: Maria Glasius Lange

Budgettet hænger ikke sammen på regionens sygehuse, og det kræver, at 150 millioner kroner skal skæres fra. Selvom man forsøger at finde andre løsninger, skal en del af beløbet også findes i færre lønninger, siger direktør.

Offentliggjort Sidst opdateret

Siden coronapandemien har sygehusene over hele landet haft ekstremt travlt med at tage sig af de behandlinger og operationer, der blev udskudt til senere.

En del afdelinger har været nødt til at sende patienter til private sygehuse eller hyre vikarer ind for at nå det hele, og det har har givet udfordringer for økonomien.

Derfor skal flere sygehuse i Region Sjælland, heriblandt akutsygehuset i Nykøbing, tilsammen spare 150 millioner kroner. Selvom mange løsninger er forsøgt afprøvet, så er lønningerne en af de helt tunge poster i budgettet. Og nedskæringen vil derfor få en konsekvens på medarbejdersiden.

Det er ikke Region Sjælland, der er ude at sige, at vi skal spare penge, så det er ikke en besparelse af vores sygehuse.

Ricco Dyhr, direktør, Sjællands Universitetshospital Nykøbing og Køge

Det forklarer direktør for sygehusene i Nykøbing og Køge, Ricco Dyhr, til Folketidende.

- Vi havde i første omgang indstillet 36 personer til en afskedigelse, men tallene bevæger sig hele tiden. Lige nu (torsdag eftermiddag, red.) ender vi med et antal under 30 personer. Af dem forventer vi, at nogle kan omplaceres.

Ricco Dyhr kan ikke komme ind på, hvor mange personer, der kan omplaceres, og hvor mange der vil modtage en afskedigelse. Han kan heller ikke på nuværende tidspunkt udtale sig om, hvor mange der vil blive berørt på sygehuset i Nykøbing.

Ikke en besparelse

Merforbruget i Region Sjælland var for et år siden på cirka 385 millioner kroner.

Det tal er i løbet af 2024 reduceret med 261 millioner kroner ved en målrettet indsats, forklarer Ricco Dyhr. Lokalt har blandt andet medicinsk afdeling og akutafdelingen i Nykøbing arbejdet med at skære i budgetterne.

Samtidig har der i årets første måneder været en stigning i antallet af fastansat personale. Med den stigning i udgifter in mente har sygehusene tilsammen opnået besparelser på 150 millioner kroner.

For direktøren er det vigtigt at understrege, at sygehusene ikke har færre penge end for tre år siden. Merforbruget er blot blevet for højt, og derfor skal budgetterne tilpasses.

- Det er ikke Region Sjælland, der er ude at sige, at vi skal spare penge, så det er ikke en besparelse af vores sygehuse. Men det kan være den oplevelse, som mange medarbejdere har i disse dage, og det forstår jeg godt, udtaler Ricco Dyhr.

For at hjælpe på situationen har Forretningsudvalget i Region Sjælland for få dage siden indstillet til, at Sjællands Universitetshospital kan få 145 millioner kroner til at dække en del af merforbruget.

Med det beløb lander den nødvendige budgetbeskæring på 150 millioner kroner.

Skal tilbage på sporet

Særligt akutafdelingen på sygehuset i Nykøbing har haft et stort merforbrug på grund af mange vikarer af især speciallæger. Dem er man nødt til at hyre ind, når nu sygehuset ikke selv har de nødvendige specialister i huset, og derfor er det et svært sted at spare. Udgifterne må findes andre steder.

- Men det er langt fra alle afdelinger, der skal afskedige. Og det er vigtigt at sige, at tallene kan bevæge sig frem mod 5. februar.

Ricco Dyhr tilføjer, at det nu handler om at komme tilbage i en "normal gænge" efter covid-tiden.

- Det kan være udfordrende at komme tilbage i en optimeret modus. Sygehusene har stået i en situation, hvor man ikke kunne noget, til en ny situation, hvor man skulle have fuld knald på og måtte sende patienter ud i det private, til at skulle lave fuldt stop igen. Det er ikke optimalt. Hverken for personalet eller for driften. Men nu skal vi tilbage på sporet.

Sjællands Universitetshospital tæller sygehusene i Roskilde, Køge og Nykøbing, ligesom det har små afdelinger og laboratorier på andre sygehuse. Der er i dag lige over 7.000 medarbejdere fordelt på Sjællands Universitetshospitaler.