Taget vakler på den lokale kirke: Nu kommer der en stor pose penge fra ministeren

I 2018 blev Lillebrænde Kirke renoveret og fik blandt andet åbnet et ellers tilmuret vindue. Nu skal kirken igen have en omgang, og det arbejde får støtte af en pulje under Kirkeministeriet. Arkivfoto: Claus Hansen

201.250 kroner er på vej til Lillebrænde Kirke fra puljen for By-, Land- og Kirkeministeriets kirkeistandsættelsesordning 2025.

Offentliggjort Sidst opdateret

En række skråstivere i tagkonstruktionen på Lillebrænde Kirke sidder løst. Det blev opdaget ved et kirkesyn for to år siden, og nu skal de udskiftes.

Arbejdet ventes at koste omkring en halv million kroner, og nu har Kirkeministeriet meldt sig på banen med støtte.

- Det er en stor glæde for mig, at vi i dag kan offentliggøre, at Lillebrænde Kirke får over 200.000 kroner, som skal gå til at vedligeholde og fremtidssikre kirken. Vi har mange fantastiske kirker i Danmark, og de er med til at gøre vores land til noget helt særligt. Det er også derfor, at det er en særlig glæde, at vi nu kan få pengene ud og arbejde.

Sådan siger kirkeminister Morten Dahlin (V) i en pressemeddelelse, som fortæller, at der er 201.250 kroner på vej til Nordfalster.

Pengene kommer fra en pulje, der giver tilskud til at vedligeholde og istandsætte særligt bevaringsværdige kirker. Nationalmuseet har vurderet, at 27 projekter er støtteværdige på grund af deres nationale eller lokale kulturhistoriske værdi, og her er Lillebrænde Kirke altså med på listen.

Helt fantastisk

Lillebrænde Kirke blev i 2018 sat i stand indvendigt - blandt andet blev et østvendt vindue, der havde været muret til, åbnet. Det nye projekt skal som nævnt udbedre, at kirkeskibets tagkonstruktion af tømmer er præget af løse og defekter samlinger. Og om det skriver Nationalmuseet:

"Menighedsrådets ønske om udbedringsarbejder i skibets tagkonstruktion er ikke bare en konstruktiv nødvendighed for at holde den middelalderlige bygning tæt på tag og fag, det er også arbejder, der søger at værne om bevaringsværdig viden om historisk byggekunst og håndværkstraditioner i lokalområdet. Dette taget i betragtning, samt visheden om, at arbejdet må udføres for at undgå større skader i fremtiden, må ansøgningen betegnes som værende absolut støtteværdig."

Bevillingen fra Kirkeministeriet vækker glæde i Lillebrænde Menighedsråd, som i forvejen har fået tilsagn om de resterende 300.000 kroner fra provstiet.

- Det er helt fantastisk dejligt, for vi har ikke alle de penge i kirkekassen, så det er nødvendigt med støtte, siger formand Tania Petersen.

Lille hul i taget

I den kommende uge skal menighedsrådet drøfte projektet med arkitekten, og så skal opgaven formentlig løses i løbet af efteråret.

Graver Kenneth Gliese Petersen anslår, at det vil tage en måneds tid eller to at udføre arbejdet, og at det kan gennemføres, uden at kirken skal holde lukket.

- Vi laver et lille hul i taget, vi kan få materialer ind af. Og så skal alle de løse skråstivere udskiftes, for hvis ikke de har nogen bæreevne, vil det hele stå og rokke, forklarer han.

Hvis ikke de har nogen bæreevne, vil det hele stå og rokke.

Kenneth Gliese Petersen, graver, Lillebrænde Kirke

Kenneth Gliese Petersen tilføjer, at konstruktionen ser ud til at være blevet repareret en gang i 1970'erne eller 1980'erne, og at træet fra den gang nu skal udskiftes.