Takeawayen har igen taget over

Jonas Brier Mindbjerg oplever stadig interesse for at bestille julebuffeter, men der er også tikket en del aflysninger ind ad døren. Foto: Flemming Keith Karlsen

Restauranter skal igen holde lukket for indendørsservering.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING Fredag eftermiddag klokken 16.00 i den forgangne uge trådte en række nye og skrappere restriktioner i kraft for foreninger, kulturinstitutioner, men også restauranter og barer.

Her er det foreløbig indtil 3. januar slut med servering for gæster, og restauranterne er derfor igen klar til at udbyde takeaway.

- I går (fredag, red.) skete der meget mere, end jeg regnede med. Det var lidt sindssygt, hvordan det eksploderede med takeaway, men jeg tror først, eftervirkningerne kommer i løbet af weekenden og den uge, vi kommer ind i, fortæller Jonas Brier Mindbjerg, der sidste måned slog dørene op i sin nye restaurant, "Mindbjergs", i Jernbanegade.

Hos Restaurant Liva er ejer Frank Mørn også klar med takeaway, men her har restriktionerne også ført aflysninger med sig.

- Det er jo en markant forskel fra den ene dag til den anden. Her over de næste to uger havde vi egentlig pænt med juleting, og de er jo så røget. Det er lidt irriterende, men sådan er det jo, fortæller Frank Mørn.

I første omgang blev 38 kommuner, herunder Vordingborg Kommune, omfattet af nye restriktioner, der trådte i kraft torsdag i sidste uge. Samme dag blev restriktionerne udvidet til yderligere kommuner herunder hele Lolland-Falster. Med udvidelsen kom dog også muligheden for at få lønkompensation for restauranter, der udbyder takeaway. Dette er dog ikke noget, man kan drage den store nytte af i Restaurant Liva.

- Vi er jo baserede på timelønnede tjenere, så dem har vi bare sendt hjem. Og så har jeg en elev, der er på lønkompensation. Men det er et dumt tidspunkt, vi lukker på. Vi har her den første lige betalt alle vores udgifter: lønninger, husleje og alle de her ting. Så skal du jo samle sammen til næste første, og her er du jo blevet sat lidt bagud, så det er med at have gemt lidt, ellers ser det sløjt ud, fortæller Frank Mørn.

Hos Restaurant Hua Xin i Nygade er man enig i det dårlige tidspunkt.

- Jeg synes godt, vi kunne være blevet advaret på forhånd. Hvis vi havde fået en to-tre dages varsel, ville det have været meget bedre end lige fra den ene dag til den anden, fortæller Annie Chen, der har Restaurant Hua Xin i både Nykøbing og Vordingborg.

- Torsdag havde vi lige kørt alle drikkevarerne til Nykøbing, fordi vi skulle lukke i Vordingborg, og så fik vi at vide, at vi også skulle lukke i Nykøbing. Så måtte jeg køre det hele tilbage igen, fortæller hun.

Frank Mørn forventer ikke at kunne åbne for servering af gæster igen i januar. Foto: Flemming Keith Karlsen
Restriktionerne og lukningen af Hua Xin rammer restauranten hårdt, fortæller Annie Chen. - Jeg mærkede egentlig ikke noget til finanskrisen i 2008, men denne gang gør det ondt, fortæller hun. Foto: Anders Knudsen/arkiv