TDC lukker i Nykøbing

TDC lukker en række mindre tekniske afdelinger rundt om i landet og samler medarbejderne på de eksisterende afdelinger i Århus og København. Lukningerne berører i 2008 godt 70 medarbejdere, der alle vil blive tilbudt at flytte med til de nye adresser.

- Vi kan skabe et bedre fagligt miljø med bedre udviklingsmuligheder for den enkelte ved at samle kræfterne på færre enheder. Samtidig kan vi spare penge ved at samle funktioner, der i dag ligger spredt rundt om i landet," siger koncerndirektør Carsten Dilling, Fastnet Norden i en pressemeddelelse.

Det er arbejdspladser inden for fejlretning, planlægning og projektering af telenettet, som på sigt skal samles i Århus og København. Disse funktioner er i dag spredt ud på i alt 13 byer.

Beslutningen berører bl.a. TDC's afdelinger i Nykøbing F og Slagelse, hvor i alt 17 medarbejdere vil få tilbudt at flytte med til andre arbejdssteder. TDC opretholder en planlægningsafdeling med over 40 mand i Slagelse.

- Jeg håber meget, at alle vores medarbejdere vælger at flytte med, selv om jeg har stor forståelse for, at det kan være en svær beslutning. Vi har brug for dem, og jeg mener, vi kan tilbyde en mere attraktiv arbejdsplads med bedre faglige forhold," siger Carsten Dilling.




Koncernen lukker sin tekniske afdeling i Nykøbing og samler aktiviteterne i Århus og København.

Offentliggjort Sidst opdateret