Tidligere bro-entreprenør dømt: Skal betale 7,5 millioner

Arkivfoto: Lars Hovgaard

Sag om underbetaling af en række arbejdere på byggeriet af den nye Storstrømsbro har nået en afgørelse.

Offentliggjort Sidst opdateret

14 tidligere ansatte på byggeriet af den nye Storstrømsbro skal have efterbetalt sammenlagt 845.000 kroner. Det skriver Fagbladet 3F på baggrund af oplysninger fra Arbejdsretten.

Sammenlagt skal det italiensk-ejede firma Pk & Ecd I/S, som den faglige voldgifts-kendelse er afsagt imod, betale en bod på godt 7,5 millioner kroner til 3F. De 845.000 kroner er indeholdt i de 7,5 millioner.

Ifølge Fagbladet 3F fremgår det af Arbejdsrettens kendelse, at den nu tidligere italienske underentreprenør på byggeriet skal have underbetalt de 14 arbejdere i perioden fra 1. januar til 31. juli 2024.

– Virksomheden har ikke overholdt overenskomsten og arbejdstidsaftalerne, og virksomheden har ikke kunne dokumentere noget som helst, siger forhandlingssekretær Michael Severinsen, 3F’s Byggegruppe, til Fagbladet 3F.

- En enorm sag

Overfor Folketidende betegner han sagen som "enorm".

- Sidste år førte vi en tilsvarende sag for perioden fra 2021-2023, og der fik vi godt 10 millioner kroner. Her har vi fået 7,5 millioner for en langt kortere periode. Jeg synes, det er en meget klar kendelse, og afgørelsen ligger meget tæt på det, jeg havde krævet, så på den måde er jeg tilfreds.

- Men jeg synes, at det er meget frustrerende, at social dumping og løntyveri får lov at fortsætte. Og vi har flere lignende, igangværende sager på byggepladsen med danske virksomheder, som er stiftet af italienere, siger Michael Severinsen.

Han er i øvrigt sikker på, at medarbejderne nok skal få de penge, de nu er blevet tilkendt, selvom interessenterne bag Pk & Ecd I/S ifølge Fagbladet 3F sidenhen er gået konkurs.

- Der er heldigvis sociale klausuler på byggeriet, så hvis der er sket underbetaling, kan bygherren tilbageholde betaling til hovedentreprenøren, indtil der er betalt.

- Man skal have den løn, man er berettiget til

Det er Vejdirektoratet, der er bygherre på projektet, og her lægger projektchef Niels Gottlieb ikke skjul på, at man vil have ordnede forhold.

- På vores byggepladser skal man have den løn, man er berettiget til, uanset om man er ansat hos hovedentreprenøren eller en underentreprenør.

- Vi har ikke haft mulighed for at nærlæse dommen i sagen endnu, men det er jo en fortsættelse af en sag, som de også blev dømt for sidste år. Jeg er glad for, at Pk & Ecd I/S ikke længere arbejder på Storstrømsbroprojektet, men vi følger selvfølgelig op på det i forhold til vores hovedentreprenør SBJV, så vi forventer at tilbageholde betaling til dem, indtil pengene til medarbejderne og fagforeningen er betalt, siger Niels Gottlieb.

Pk & Ecs I/S stoppede på brobyggeriet i maj sidste år.

Christian Lemvigh, der er pressetalsmand for SBJV - Storstrøm Bridge Joint Venture, som altså er byggeriets hovedentreprenør, siger i en foreløbig kommentar til Folketidende.

- Vi har ikke været vidende om voldgiften og kender derfor ikke kendelsen i detaljer endnu, men vi vil selvfølgelig gerne svare, når vi har læst kendelsen.