Tidligere havneredaktør: Vi skal ikke skræmme turisterne væk

Benny Svendsen, formand for Nysted Bådelaug (til venstre) og Richard Jensen med mange aktive år i både Nysteds smakkelav og bådelav samt redaktørtjans på Havne-Nyt mener begge, at der skal være plads til overnattende autocampere på havnen i Nysted, og at der er tale om parkering på en almindelig parkeringsplads. Arkivfoto: Kim Møller Pedersen

Bådelavsformand og tidligere redaktør af Havne-Nyt kan ikke se de store problemer i autocampere på havnearealerne i Nysted. Blot de ikke camperer.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Jeg synes, der er lidt for meget modstand fra dem, som har en bolig ud til havnearealerne. Vi skal også leve lidt af turismen, og det kan ikke hjælpe noget, vi skræmmer alle turisterne væk. Der skal være plads til os alle.

Sådan lyder det fra Richard Jensen, der i mange år har været et aktivt medlem af både det lokale smakkelav og bådelav på havnen i Nysted. Indtil sidste år var han også redaktør på det lokale Havne-Nyt.

Det er dog nu lukket ned efter fire års løbende udgivelser på grund af for lidt "stof" fra de lokale aktører og foreninger, som redaktøren formulerer det. Men autocampere og ikke mindst debatten om dette emne kunne nu altid trække skriverier af sig.

Et svært emne

- Autocampere er et svært emne, og der er mange meninger om, hvad der skal ske med autocampere på havnen. Det kunne være rart med en løsning, som alle kunne blive enige om, så vi ikke når at skræmme alle turisterne væk fra Nysted, siger Richard Jensen.

Han hælder til at opfatte autocampere på havnen i Nysted som helt almindelige biler, der blot parkerer på en parkeringsplads med de regler, der nu engang gælder for det.

- Autocamperne må naturligvis ikke campere, men ellers skal de have lov til at holde der, akkurat som hvis det var en hvilken som helst anden bil, mener Richard Jensen.

Skal rumme den del også

Også fra formand for Nysted Bådelaug Benny Svendsen er der umiddelbar god forståelse for, at havnens parkeringspladser også tiltrækker autocampere, og at det ikke skulle være et problem, så længe der ikke camperes.

- Jeg synes, at Nysted Havn også skal kunne rumme den del af turistlivet, og om folk kan lide det eller ej, så er autocamperturister altså også en indtægtskilde for byen. Som jeg forstår det, må en autocamper holde på havnens parkeringspladser lige så vel som alle andre biler, og jeg kan ikke se, at Nysteds maritime kulturmiljø skulle blive ødelagt af autocampere på en del af havnen, mener Benny Svendsen.

Han understreger, at emnet autocampere ikke har været oppe og vende på bådelavets dagsorden, og at han derfor blot giver udtryk for sin egen holdning.

Læs også: Borgere vil have standset salg af havne-overnatninger