TILFLYTTER HAR MALET GULDBORGSUND I ALLE REGNBUENS FARVER

Susanne Olsen, også blot kaldet Sanne, er stifter af foreningen "Regnbuen ender på Lolland-Falster - LGBT+ Danmark" og har mødt en meget stor hjælp fra Frivilligcentret til at få foreningen i gang. Foto: Anders Knudsen

Opbakningen til en ny regnbue-forening vokser stejlt, og det glæder stifteren, som savnede et miljø omkring LGBT+, da hun flyttede til Nykøbing.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: Når Susanne Olsen hver tirsdag aften åbner dørene i Guldborgsund Frivilligcenter, møder hun mennesker, der knap er trådt ind over dørtrinnet, før de fortæller hende deres historie. De har manglet et sted, hvor de kunne gøre netop det, dele deres historie til ligesindede, mener hun.

Hun er selv født og opvokset i Næstved og søgte hurtigt mod København for at finde et fællesskab. Men har man ikke mulighed for at flytte, kan der være langt, og derfor glæder det hende, at en del provinsbyer nu arbejder på at skabe muligheder for personer i LGBT-miljøet.


I caféen kommer mennesker, som deler deres historier i et trygt miljø. Især transkønnede har manglet sådan et sted, og det vigtigste er lige nu at få skabt et trygt sted, hvor alle oplever, at de kan møde andre og blive respekteret og accepteret.

Susanne Olsen, stifter af ny LGBT-forening

Foreningen "Regnbuen ender på Lolland-Falster - LGBT+ Danmark" blev stiftet i juli. Hun og hendes kæreste var flyttet fra København til Guldborgsund, men kunne ikke finde et miljø. Det bekræftede Frivilligcentret, og derfor fik hun hjælp til selv at stifte en forening.

Hver tirsdag mellem klokken 19 og 22 kan man i Frivilligcentret møde Susanne Olsen og andre fra den lokale regnbuefamilie. Foto: Anders Knudsen 

Håber på lokalt Pride-optog

Opbakningen fra Frivilligcentret har hun været taknemmelig for, og den vokser blandt mennesker i miljøet. Fra at have været et sted mellem seks og 10 personer i begyndelsen, var der 15 besøgende, da caféen startede op efter ferien, forklarer hun.

- I caféen kommer mennesker, som deler deres historier i et trygt miljø. Især transkønnede har manglet sådan et sted, og det vigtigste er lige nu at få skabt et trygt sted, hvor alle oplever, at de kan møde andre og blive respekteret og accepteret. Nogle er tilbageholdende og generte. Andre kommer med deres historie med det samme.

I fremtiden håber hun, at foreningen vokser så meget, at der kan holdes en lille, lokal udgave af Pride-optoget som eksempelvis Holbæk og andre mindre byer er begyndt at gøre. Og at den vokser sig til et fællesskab med plads til at sætte forskellighederne i spil. Eller at man kan lave små grene af den lokale gruppe til blandt andet de helt unge.

- Men det er ude i fremtiden. Lige nu er vi fire-fem frivillige, der arbejder på at skabe arrangementer.

Udover caféen hver tirsdag aften mellem klokken 19.00 og 22.00 i Frivilligcentret, er der også arrangeret bålhygge på Trekanten ved Slotsbryggen 26. august fra klokken 18.30. Derudover kommer forfatteren og familieterapeuten Lucy Ludvigsen forbi caféen 6. september og signerer bøger og svarer på spørgsmål, ligesom foreningen deltager i "Foreningernes Dag" 10 september.