Tilsyn vil have forklaringer

I begyndelsen af februar undrede John Andersen sig her i avisen over, hvorfor prisen på transport af strøm var gratis i 2021 og til oktober kan koste mellem 60 øre og en krone lige i ulvetimen. Foto: Claus Hansen

- Det er altså en femdobling af prisen. Det er et helt uhørt stort spring, siger husejer om stigning på priser ved transport af el.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIELYST Lige før jul undrede John Andersen, der bor i sommerhus på Marielyst, sig over, at prisen på transport af strøm skal stige. Det skrev han til Folketingets klima- og energiudvalg omkring. Til avisen sagde han i begyndelsen af februar blandt andet:

- 1. april stiger prisen, og fra oktober stiger den til mellem 60 og 100 øre fra klokken 17 til 20, når de fleste bruger strøm. Det er altså en femdobling af prisen. Det er et helt uhørt stort spring.

Cerius og Radius drives sammen, og Cäthe Juul Bay-Smidt er funtionschef for begge netselskabers tariffer. Hun forklarede dengang, at stigningen i priserne skyldes flere ting, herunder stigningen i elpriser.

- Når elpriserne stiger, stiger vores omkostninger til transport af el også. Det er nemlig os, der dækker tabet på fire-fem procent ved at transportere strømmen i ledningerne. De stigende priser på el øger vores omkostninger markant.

Muligt tilsyn

Netselskaberne har monopol og er underlagt Forsyningstilsynet, som opstiller reglerne for prisforhøjelser. Tilsynet er i øjeblikket ved at afdække, om det skal gå ind i sagen. Det fremgår af et svar til mediet Økonomisk Ugebrev.

"Efter flere henvendelser har vi for en god ordens skyld sendt nogle opklarende spørgsmål til Radius og Cerius for at sikre os, at de har beregnet de aktuelle prisstigninger i overensstemmelse med de godkendte metoder herfor. Vi vil på baggrund af de kommende svar vurdere, om der er grundlag for at rejse egentlige tilsynssager."

John Andersens spørgsmål til klima- og energiudvalget er fortsat ikke besvaret.