To lettere kvæstet i ulykke ved Frejlev

To personer - en mand og en kvinde - blev lettere kvæstet i en trafikulykke i krydset Fuglsangvej/Mejerivej ved Frejlev kort før klokken 13 mandag. To biler stødte sammen, muligvis på grund af en vigepligtsforseelse, og de første meldinger lød på, at der var fastklemte.

Heldigvis tyder det altså ikke på, at nogen af de implicerede er kommet alvorligt til skade, men der er sket en del materiel skade på begge biler.

Ifølge indsatsleder Karsten Latocha fra Guldborgsund Redningsberedskab sad de to kvæstede i bilen, der kom kørende ad Fuglsangvej. Den anden bil blev ført af en kvinde, som ifølge de første meldinger ikke er kommet noget til.

Trafikken bliver i øjeblikket ledt langsomt forbi ulykkesstedet, men indsatslederen forventer, at der snart er ryddet op, så trafikken atter kan passere normalt.




OPDATERET 13.37: En mand og en kvinde er kørt til sygehuset med mindre kvæstelser efter en trafikulykke på Fuglsangvej nær Frejlev mandag eftermiddag.

Offentliggjort Sidst opdateret