To personer fundet omkommet i Gedser

To personer blev fredag formiddag fundet døde i et hus på Strandvej i Gedser.

Det bekræfter efterforskningsleder Søren Ravn-Nielsen, som endnu ikke har klarlagt de nærmere omstændigheder ved det tragiske fund. To andre personer fra adressen blev fredag formiddag akut kørt til Rigshospitalet under politi-eskorte.

Ifølge Folketidendes oplysninger indløb der klokken 9 fredag morgen en alarm til 112 fra huset på Strandvej, og der blev omgående sendt fire ambulancer til stedet. Ifølge ritzau var det moderen i huset, som slog alarm.

Ifølge DR P4 Sjælland er der tale om en familie på i alt fire personer. De omkomne er angivelgt en mand sidst i 60'erne og en 22-årig søn. Moderen på 47 år blev sammen med en datter på 10 år bragt til behandling på sygehuset.

Politiet hælder mest til den teori, at der er sket en ulykke, men hvorvidt det forholder sig sådan, og hvad der nøjagtigt er sket, ved man endnu ikke.

Ifølge en nabo er den familie, der er ramt, flyttet til Gedser fra Sverige og har boet i huset et års tid.

Ifølge Folketidendes oplysninger kan årsagen muligvis være en ulykke med en brændeovn eller et brændefyr, men det er endnu ikke bekræftet.
Politiets teknikere var ved 12.30-tiden på vej til Gedser for at undersøge huset nærmere, og engang i løbet af eftermiddagen kan man formentlig sige mere. Det oplyser efterforskningsleder Søren Ravn-Nielsen.




OPDATERES LØBENDE: To personer blev fredag formiddag fundet døde i et hus på Strandvej i Gedser.

Offentliggjort Sidst opdateret