To tilskadekomne i ulykke på Nordfalster

To personer er kørt til sygehuset i Nykøbing med kvæstelser efter en trafikulykke på Nykøbingvej mellem Nykøbing og Ønslev.

Ifølge politiets vagtchef sket eulykken omkring klokken 16.20, da en 50-årig mand, som kom kørende i sydgående retning, af ukendte årsager pludselig kom over i den modsatte vejbane og kørte frontalt ind i en modkørende bil, ført af en 21-årig mand.

Den 21-årige slap tilsyneladende med lettere kvæstelser, mens den 50-årige var bevidstløs ved redningsfolkenes ankomst. Han kom dog senere til bevidsthed, og begge er som nævnt blevet kørt i ambulance til Nykøbing Sygehus til nærmere undersøgelser.

Der var flere vidner til ulykken, da de to tilskadekomne ifølge politiet kørte forrest i hver deres række af biler. Som det ses på billedet, skete der stor materiel skade på begge biler.

På grund af ulykken er der i øjeblikket lange bilkøer på strækningen, og selvom trafikken ledes langsomt forbi ulykkesstedet, så opfordrer politiet trafikanterne til at finde andre veje.

Man afventer i øjeblikket, at en bilinspektør skal komme fra Næstved for at undersøge ulykkesstedet og forsøge at finde årsagen til sammenstødet.

Indtil han er færdig med sit arbejde, vil vejen fortsat være delvist spærret.




To biler stødte fredag eftermiddag frontalt sammen på Nykøbingvej ved Klodskovvej.

Offentliggjort Sidst opdateret