Togulykke: Vidner fik krisehjælp i flere timer

Efter ulykken på Nørre Alslev Station onsdag eftermiddag, hvor en 12-årig dreng blev ramt af et tog og fik kvæstet sin ene arm så alvorligt, at den senere måtte amputeres, samlede politiet de passagerer, der overværede ulykken på politistationen i Nykøbing, til "psykologisk debriefing".

Først vurderede en psykiater og lederen af den psykiatriske skadestue i Vordingborg situationen. Efterfølgende blev der gennemført personlige samtaler såvel som gruppesamtaler med de involverede.

Først ved 20-tiden onsdag aften slutte de sidste samtaler. Alle vidner blev orienteret om, hvor de kan henvende sig, hvis de får yderligere efterreaktioner. Under hele forløbet var yderligere medarbejdere i psykiatrien stand by, hvis der skulle blive behov for det.

- Indsatsen er gennemført fuldstændig som beskrevet i vores beredskabsplan, fortæller psykiatridirektør Michael Werchmeister.
- Det er en forfærdelig hændelse at overvære, og det var snarrådighed såvel som forudgående grundig træning og en velfungerende kommunikation mellem politi og psykiatri, der sørgede for, at vidnerne fik hurtig og professionel hjælp, fortæller psykiatridirektøren.

Psykiatrien i Region Sjælland har et særligt beredskab, der kan udføre opgaven som beredskabsledelse og kriseteam, når situationen kræver det. Dette beredskab består som minimum af 180 medarbejdere samt præster tilknyttet Det Kirkelige Beredskab.

Målet er at sikre de berørte en god omsorg og dæmpe både psykisk og fysisk uro. At hindre, at der opstår unødvendige eftervirkninger ved at sørge for, at de ramte får mulighed for at tale om, hvad der er sket, og derved kan danne sig et overblik over begivenheden, og at de får mulighed for at sætte ord på tanker, indtryk og reaktioner. At styrke sammenhold og fællesskab og mobilisere støtte fra venner, ligesom de berørte bliver informeret om almindelige reaktioner og dermed lette forståelsen og tolkningen af egne reaktioner ved sådanne hændelser.

En beredskabsopgave kan være såvel varslet som uvarslet. En uvarslet beredskabsopgave, som hændelsen på Nørre Alslev Station, kan iværksættes af en døgnbemandet alarmcentral i sundhedsvæsenet eller en beredskabslæge, politiet, Embedslægeinstitutionen, ambulanceentreprenøren eller andre. I tilfældet på Nørre Alslev Station var det politiet, der kontaktede psykiatrien.




Flere modtog krisehjælp efter den tragiske hændelse på Nørre Alslev Station, hvor en 12 årig dreng mistede den ene arm.

Offentliggjort Sidst opdateret