Tomme butikslokaler fyldes i stor stil: - Vi har fået flere kunder af at flytte

Tanya Herskov (tv) og Lina Jensen har sammen forretningen Herskov Jensen, der i foråret flyttede fra Langgade til et meget større lokale på Rådhusstræde. Foto: Maria Glasius Lange

Butikslokalerne er stort set lejet ud, hvis man går en tur igennem Nykøbings gader. Det har krævet et enormt benarbejde. Men for to af de butiksdrivende har en flytning været en god forretning.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den tomme, afmattende oplevelse, man kunne have, da man i foråret gik en tur igennem Nykøbings gågade, er stort set væk.

Lokalerne er i høj grad lejet ud, og det skyldes et meget stort benarbejde fra både handelsstandsforeningen Vores Nykøbing og Business Lolland-Falster.

- Det har været et langt og sejt træk, men det er rart at se, at der er forholdsvis udsolgt i gaderne, siger citychef i Vores Nykøbing, André Andersen.

Til november ventes en af de store, tomme lokaler også at blive fyldt med lys og julepynt, når dørene åbnes på Lille Torv - nemlig af Kings & Queens, der har butikker i både Jylland, Sjælland, på Fyn og snart også Falster.

Vi oplever at have fået flere kunder her. Dels har vi mange faste kunder, som er flyttet med os, og derudover bliver vi nu set af flere nye kunder.

Tanya Herskov, frisør

Og det fortæller ham, at forretningsdrivende gerne vil Nykøbing.

Flytning gav flere kunder

Tanya Herskov, der er frisør, og Lina Jensen, kosmetolog og massør, har valgt at flytte deres forretning "Herskov Jensen" til nye lokaler for simpelthen at få mere plads.

I pinsen 2024 flyttede de ud af det 50 kvadratmeter store lokale på Langgade, som de har delt i syv år, til et lokale på Rådhusstræde med 128 kvadratmeter til rådighed.

- Vi oplever at have fået flere kunder her. Dels har vi mange faste kunder, som er flyttet med os, og derudover bliver vi nu set af flere nye kunder, som spørger, om vi lige er flyttet til byen, siger Tanya Herskov.

- Pladsen betyder også, at folk får lyst til at tage deres børn med til frisør, fordi de bedre kan være der og lave lidt larm. De har altid været velkomne, men som forældre vil man jo gerne undgå, at de forstyrrer for meget. Derfor er vores kundesegment blevet bredere.

Hun tilføjer, at lokalet på Langgade fortsat står tomt, men at der er skrevet kontrakt med en ny lejer, der flytter ind i januar.

Folk køber stadig på nettet

Både hun og Lina Jensen har bemærket, at der hen over sommeren har været aktiviteter på pladsen omkring Lille Torv, som har givet opmærksomhed på deres forretning. Og de ser gerne, at der sker endnu mere, når Vores Nykøbing inden længe pynter op til halloween og bagefter jul.

Og det er et fokuspunkt at lave så meget pynt og så mange aktiviteter, som overhovedet muligt, siger André Andersen.

- Men vi er kun to til at gøre det, siger han og tilføjer, at sommeren har været meget, meget travl.

- Aktivitetsmæssigt har vi haft en god sommer. Der har været en god opbakning fra folk til de koncerter og tiltag, vi har afviklet. Men omsætningsmæssigt kigger jeg med blandede følelser tilbage på sommeren. Vi mangler stadig noget lokal opbakning. Jeg oplever, at man er rigtig god til at handle på nettet. Kunne folk bare bruge nogle af de lokale butikkers webshop, ville det være fint. Men jeg synes godt nok, at der bliver hentet mange pakker.

Fokus på økonomien

Til gengæld oplever han en stor lydhørhed fra lokale politikere. Det seneste møde for erhvervs- og udviklingsudvalget foregik i Vores Nykøbings lokaler på Torvet og indebar et oplæg fra André Andersen om de nyeste tiltag.

- Det er rart, at politikerne gider at være hos os og lytte til vores arbejde. Det skal de faktisk have ros for. Politikerne i Guldborgsund er generelt gode til at lytte, og det er godt. Ellers ville de ikke have en chance for at vide, hvad der sker.

Hvad fylder hos jer nu, som I har brug for, at politikerne også er opmærksomme på?

- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vores fokus er på at få vores økonomi til at hænge sammen.