Torvet begynder at ligne et torv

Arbejdet med Torvet er inddelt i zoner, og når én zone er færdig, er den klar til brug af borgerne. Foto: Anders Knudsen

Brolæggere kæmper mod varmen i disse dage.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING Plads til leg, mere grønt og flere steder at kunne sidde og hygge sig. Det var de ønsker fra borgerne, som projektudvalget bag områdefornyelsen ved Torvet i Nykøbing tog med sig. Og nu er arbejdet halvvejs.

Brolæggerne er nu gået i gang med at belægge det fremtidige torv med brosten, og dermed begynder man allerede at kunne ane, hvordan det færdige resultat bliver.

På midten af Torvet vil der blive en plads med huller til 24 stolper. Her kan der være hængekøjer, caféborde eller presenninger på solrige dage.

Ved siden af vil der være et lundområde med 15 japanske kirsebærtræer samt nogle bænke. Under alle træer vil der være uplights, altså små spots, der belyser træerne nedefra. Og stolperne vil have spots, som kan indstilles på flere forskellige måder.

- For at tage bedst mulige hensyn til de erhvervsdrivende i anlægsperioden har vi delt arbejdet i to, så hele midtbyen ikke kommer til at fremstå som en byggeplads. Samtidig vil arbejdet på torvet også blive delt op i zoner, så arbejdet færdiggøres i en zone, før man går videre til den næste, lød det i april fra Peter Bring-Larsen (G), formand for teknik og miljøudvalget, da det første spadestik blev taget.

Brolæggerne har travlt, for det nye torv består udelukkende af brosten. Foto: Anders Knudsen
Inden brolæggerne kunne gå i gang, skulle underlaget presses godt fladt. Foto: Anders Knudsen
600 kvadratmeter af Torvet dedikeres til "Byens Plads". Det kan bruges af alle, og store søjler kan flyttes rundt og bruges til hængekøjer eller filmlærred. Foto: Anders Knudsen
Torvet forventes at stå færdigt til juletræstændingen i begyndelsen af november. Foto: Anders Knudsen
Udsigten fra Café Ritz. Herfra kan man se, at der er et trappetrin i underlaget, hvor man kan sætte sig og tage et lille hvil. Foto: Anders Knudsen