Træ landede i laden

Preben Jakobsen fik sig lidt af en overraskelse lørdag morgen. Foto: Claus Hansen

Preben fik en hård start på lørdagen, da han opdagede, hvad Nora var skyld i.

Offentliggjort Sidst opdateret

VANTORE - Jeg havde faktisk slet ikke hørt, at træet var væltet - jeg tror, jeg har sovet ganske godt, hvis jeg skal kigge efter noget positivt, lyder vurderingen fra Preben Jakobsen, da Folketidende fanger ham lørdag eftermiddag.

Stormen Nora, der flere steder nåede vindstød af orkanstyrke, rasede også på Våsenvej, hvor Preben bor. Vindstødene blev så kraftige, at et større træ, et grantræ af udefinerbart sort, blev revet op med rode og endte med at lande ovenpå en ladebygning, der stod i nærheden.

- Jeg ringer til min bror, og han siger, jeg skal ringe til forsikringen hurtigst muligt, så det får jeg gjort. De er hurtige på aftrækkeren og har en mand herude på under to timer - en lokal træfælder, der har base hernede. Han konkluderer hurtigt, at der i hvert fald ikke kommer til at ske noget lige nu, for når det stadig blæser, som det gør, er det for omstændigt. Han mener også, der skal en lift til, for at fjerne træet fra laden, fortæller Preben Jakobsen.

Træet ramte gavlen på laden, og tagkonstruktion og måske noget af det underliggende har taget skade.

- Inde på selve loftet ser det ikke så slemt ud, men udefra kan man se, at det måske har taget nogen bærende bjælker. Så det er vist ikke noget med bare lige at erstatte et par tagplader, desværre. Men det må vi se på. Det bliver ikke bedre, hvis man hidser sig op, men jeg bliver da ærgerlig. Jeg ved ikke, hvor meget forsikringen vil dække - jeg ville da ikke synes, det var sjovt, hvis jeg skulle bruge en masse tid og penge på det her, det er klart.

Men der er dog én positiv ting at hente, forklarer den ukueligt optimistiske husejer:

- Nu er der da en masse brænde til brændeovnen! Det er da altid noget, lyder det fra Preben Jakobsen.

Foto: Claus Hansen
Foto: Claus Hansen