Tre danmarksmestre kåret i Nykøbing: – Det er gået supergodt
Celfs tømrerelev Lars fik andenpladsen ved Skills Challenge 2025 i Nykøbing. Han havde kun tre point op til førstepladsen. Foto: Celf
Celf
Et succesfuldt DM for murer-, flisemurer- og tømrerelever blev afholdt i Nykøbing med stor opbakning fra både kommune og lokale aktører, fortæller uddannelseschef.
I tre dage var nogle af landets allerbedste murer-, flisemurer- og tømrerelever samlet i Nykøbing. Eleverne dystede i Byggeriets Skills Challenge 2025, afholdt af Byggeriets Uddannelser i samarbejde med erhvervsskolen CELF.
– Det er faktisk gået supergodt. Vi afsluttede i dag (lørdag, red.) og fik tre danmarksmestre i murer, flisemurer og tømrer. Dagene er gået gnidningsfrit. Der har været besøg af både folkeskoler, ungdomsuddannelser og mange andre.
– Alle dem, der har været herovre, har været superglade for arrangementet. Både trænere og elever og de tilskuere, der har været herovre, har meldt positivt tilbage, siger Michael Boile Nielsen, uddannelseschef for bygge og anlæg på Celf.
Den store hjælp
For at få stablet et så stort arrangement på benene har Celf og Byggeriets Uddannelser fået stor hjælp fra forskellige aktører.
3F havde stande og aktiviteter med. Også Sosu Nykøbing var forbi for at vise deres uddannelser frem.
De var dog ikke de eneste, som hjalp med at bygge eventet op.
– Kommunen har bidraget økonomisk med en håndsrækning, så vi kunne få markedsført vores Skills Challenge. Og så har den været med til at hjælpe os med, at vi fik gjort rent herovre bagefter.
Hvordan det kom til Nykøbing
Hvordan eventet endte med at komme til Nykøbing, kommer sig af et noget større og lignende event, EM i Skills, europamesterskaberne for unge fra erhvervsuddannelser og unge håndværkere. Det event skal afholdes i Messecenter Herning 9. - 13. september
Normalt afholdes der årligt den nationale pendant til EM, men på grund af det store mesterskab blev det aflyst.
En dansk konkurrence skulle dog afholdes, kom Byggeriets Uddannelser frem til.
– Byggeriets Uddannelser ville gerne fastholde, at der blev et DM. Så det spurgte Celf, om vi ikke ville hjælpe dem med at afvikle de tre: flisemurer, murer og tømrer. Og det sagde vi selvfølgelig ja til.
Du siger, at I selvfølgelig sagde ja. Men hvorfor gjorde I det?
– Fordi vi gerne vil hjælpe byggeriet med at holde det her DM, så vi ikke får et hul i rækken. Det er jo lige så meget en mulighed for at få noget eksponering til Lolland og Falster. Både fordi vi ved, at der kommer en masse udefra, som kan komme ned og se vores område. Og så fordi vi også håbede, at der kom en masse unge, som blev eksponeret for vores fag.
Afslutningsceremonien
Det var ikke kun unge mænd og drenge, der kom, men i konkurrencerne deltog ifølge uddannelseschefen "ret mange piger også".
– Det er positivt, for så fik vi også vist, at det ikke kun er et drenge-mandefag, men efterhånden et fag for alle.
Eventet sluttede med en ceremoni i Kulturfabrikkens koncertsal, hvor 250 deltog. Her holdt blandt andre formanden for Erhverv og Udviklingsudvalget i kommunen, John Brædder, tale.
Seneste artikler
Lalandia bruger tocifret millionbeløb på nyt område
Lukas' studentervogn lagde vejen forbi plejehjemmet: - Det giver sindssygt meget
Udsatte borgere til revy i Nykøbing: "Hylende skæg" sommerrevy
Strømafbrydelse på Lolland
Kongeskibet lagde til kaj i Rødbyhavn
Mest læste artikler
Brand lukker kendt grillbar indtil videre
Vanvidstur på ATV endte brat: Kørte direkte ind i politibil
Beboere måtte genhuses efter fare for nedstyrtning
Truet med bat og skudt i benet
Personer gik på motorvejen