Tre gange søndagsåbent

 

I denne uges udgave af Ugeavisen kan man læse, at prognoser og eksperter lover en bedre julehandel i år end i 2009.
Og så er det jo godt at være rustet til julehandelen, der for alvor går i gang om få uger, og som er så vigtig for mange butikker. 
Det gælder naturligvis også for forretningerne i Nykøbing F., hvor Cityforeningen er klar til at byde de tusindevis af kunder velkommen med udvidede og meget kundevenlige åbningstider op til jul.
Det hele lægger for alvor ud fredag 26. november, hvor byens juletræ tændes og der traditionen tro bydes på Late Night med åbningstider til kl. 22.
- I selve julemåneden er vi så blandt andet klar med tre gange søndagåbent, nemlig søndag 5., 12. og 19. december. Alle dage fra kl. 10 til 16, fortæller Henrik Petersen, formand for Cityforeningen.
- Det gør vi for at kunderne skal have masser af tid til at købe julegaver og fordi vi selvfølgelig også er i konkurrence med byer som Næstved og København. Vi er landsdelens centerby og vi kan jo ikke have lukket, når andre har åbent, understreger han.
Han kunne også røbe, at man har valgt at holde lukket på årets sidste dag 31. december, hvor der normalt er åbent frem til middag.
- Til gengæld er der åbent søndag 2. januar fra kl. 10 til 16, hvor mange forretninger sikkert er klar til at skyde deres vinterudsalg i gang.

Cityforeningen er klar med sine juleåbningstider.

Offentliggjort Sidst opdateret