Truet til at deltage i fangeflugt

Foto: Ingrid Riis, arkivfoto

Narkogæld fik uheldige konsekvenser for 27-årig tiltalt i fangeflugt-sagen.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING Det tredje retsmøde i sagen om fangeflugten fra sygehuset bød på en regulær overraskelse, da den ene af de seks tiltalte pludselig erklærede sig klar til at tale. Hidtil har den 27-årige - tidligere omtalt her i avisen som "Den tavse" - nægtet at svare på spørgsmål om sin rolle i flugten.

Her er det politiets vurdering, at han deltog i koordineringen af aktionen, som han overvågede fra en følgebil - en sort Ford Mondeo.

Og det er rigtigt nok, at han var i Nykøbing på dagen for flugten, og at han sad i den sorte Ford, som han ejede på det tidspunkt. Men det var ikke helt frivilligt, han var der, kunne man forstå.

- Før jeg blev fængslet, havde jeg et stort hashforbrug og et mindre kokainforbrug. Det var mere, end jeg tjente, så jeg skyldte nogle penge, sagde han og berettede, at han 4. september - omkring tre uger før befrielsesaktionen - fik et tilbud:

- Jeg fik mulighed for at få halveret min gæld, hvis jeg hjalp med noget. Det afviste jeg, og samme dag blev jeg overfaldet og fik min bil totalsmadret.

Overfaldet meldte han til politiet næste dag, og anmeldelsesrapporten blev fremlagt for retten. Her fremgik det, at han ved 21-22-tiden om aftenen havde siddet i sin bil, da tre maskerede mænd dukkede op og begyndte at slå løs på bilen med en kølle. Rapporten rummede flere billeder af bilen, der blandt andet fik smadret bagruden.

Det lykkedes dog "Den tavse" at få startet bilen og flygte, og til politiet forklarede han, at han var bange for, at han måske havde påkørt en af overfaldsmændene.

Ventede på parkeringsplads

Med overfaldet in mente reagerede han anderledes, da han op til fangeflugten på ny blev kontaktet med en opgave. Han skulle køre til Nykøbing, og det gjorde han. Han ankom ved syvtiden om morgenen.

- Da jeg kom om morgenen den 26., fik jeg at vide, jeg skulle holde på en parkeringsplads og vente, indtil jeg fik yderligere at vide. Så det gjorde jeg. Senere skulle jeg bare køre hjem igen, fortalte han og anslog, at han havde holdt og ventet i to-tre timer.

Om parkeringspladsen lå tæt på sygehuset, vidste han ikke, for det var hans første besøg i Nykøbing. Og hvad det hele gik ud på, vidste han heller ikke.

- Jeg havde nok en idé om, at det var et indbrud, eller at de skulle hente noget hash, sagde han og forklarede, at det først var, da han blev anholdt, at han hørte om fangeflugten.

Han afviste også at kende den flygtede fange, men i flugtfangens celle er et af hans gamle telefonnumre blevet fundet. Hvorfor fangen havde hans nummer, kunne "Den Tavse" ikke sige, men fangen har selv forklaret, at han havde fået det af en, han tidligere havde siddet i fængsel sammen med.

Et halvt kilo hash

"Den tavse" fortalte videre, at han efter opgaven i Nykøbing havde fået lov at vente med at afdrage på sin narkogæld, men at han stadig skylder penge.

Ud over at være tiltalt for deltagelsen i fangeflugten er han også tiltalt for at have været i besiddelse af lidt mere end et halvt kilo hash, som politiet fandt under en ransagning af hans bolig i Frederikssund i december.

Hashen var til eget forbrug, hævdede han og forklarede, at han havde et dagligt forbrug på 8-10 gram, og at det halve kilo derfor ville holde i tre-fire måneder.

- I stedet for at købe et par gram om dagen var det meget billigere at købe det på én gang, sagde han og forklarede, at han ikke havde betalt det hele på en gang, men betalte af de efterfølgende måneder.

Sladrede ikke om andre

Hvem han købte af og blev truet af og i øvrigt havde kontakt med, ville han ikke røbe.

- De her personer, du taler med, hvem er det? spurgte anklager Skipper Falsled ellers.

- Det kan jeg ikke komme nærmere ind på, lød svaret, inden forsvarer Snorre Andreas Kehler brød ind:

- Han vil kun udtale sig om sig selv.

"Den tavse" blev også spurgt, hvorfor han hidtil havde afvist at udtale sig. Det skyldtes i første omgang, forklarede han, at han havde haft en forsvarer, som han ikke var tryg ved.

- Og så har jeg været lidt bange for min fremtid, hvis jeg skulle udtale mig, sagde han.