TURISTERNE SKAL HELT SYDPÅ

Sydfalster er andet end Marielyst, og det skal folk opleve. Arkivfoto: Anders Knudsen

Der arbejdes stadig på at gøre hele Sydfalster til én stor turistdestination.

Offentliggjort Sidst opdateret

GEDSER: Hvis man hvisker Sydfalster i øret på en af de mange turister, der hvert år bruger en uges tid på at holde ferie på Danmarks sydligst beliggende ø, altså Falster, er der nok mange, der hurtigt vil vende tilbage med et "Marielyst".

Det er jo heller ikke forkert, for Marielyst er noget af det, der tiltrækker mange mennesker.

Men det er heller ikke hele sandheden om Sydfalster - der gemmer sig mange perler, som turisterne bare endnu ikke har fået øjnene op for endnu.

Færre pommes frites

Derfor arbejdes der på tværs mellem politikere og lokale aktører på Sydfalster for, at turismen for fremtiden bliver spredt udover et større område, herunder også Gedser, der har meget at byde på.

- Det konsulentfirma, der er hyret ind, fortalte på sidste møde lidt om, hvordan fremtidens turismeoplevelser skal se ud, og vi bevæger os måske lidt væk fra det, de lidt kækt kaldte for "Pommes Strasse". Der skal stadig være de der meget klassiske turistoplevelser, men det er nok også meget godt, man kan mærke forskel på, om det er i Blåvand eller på Falster, man er - det er de unikke oplevelser, folk kommer til at søge i endnu højere grad, beretter Annemette S. Johnsen (SF), formand for teknik, klima og miljøudvalget i Guldborgsund Kommune og medlem af den styregruppe, der står for at gøre hele Sydfalster til en turismedestination for fremtiden.

Der er massevis af spændende turisattraktioner - for eksempel Gedser Remise. Foto: Anders Knudsen

Små, hurtige succeser

Der er massevis af unikke oplevelser at finde på det sydlige Falster. Udover at byde på landets sydligste punkt, som i sig selv er en turistattraktion, er der også meget andet at rejse efter - det skal bare markedsføres og udvikles rigtigt:

- Der bliver blandt andet bevilliget penge fra det projekt, vi i Guldborgsund Kommune kalder for "Små, hurtige succeser". Det er relativt små beløb, som på kort tid kan gøre et område bedre på en eller anden måde. Det kan være et par offentlige bænke, der skal op, nogle blomster eller noget i den retning, forklarer Annemette S. Johnsen.

Opgaven er langt fra slut, og arbejdet foregår over mange år. For selvom der år efter år berettes om rekordmange turismeovernatninger i Guldborgsund Kommune, er der stadig noget at hente.

- Vi har så mange unikke tilbud, at jeg er sikker på, vi sagtens kan blive endnu bedre. Folk vil gerne det lokale, og det bliver kun vigtigere i fremtiden, at vi skiller os ud fra mængden, så det arbejder vi på at gøre, fortæller Annemette S. Johnsen.

Vi har så mange unikke tilbud, at jeg er sikker på, vi sagtens kan blive endnu bedre. Folk vil gerne det lokale, og det bliver kun vigtigere i fremtiden, at vi skiller os ud fra mængden, så det arbejder vi på at gøre.

Annemette S. Johnsen