Tyske tog giver kortere rejsetid

I går tog DSB de nye tyske ICE TD-tog i brug mellem Danmark og Tyskland, og ud over at passagerer nu kan komme direkte fra Århus og København til Berlin via Hamborg, giver togene også forbedringer på Sydbanen.

De tyske tog vil - sammen med frigjorte IC3 tog - gøre, at der nu kan køre et hurtigtog i timen mellem Nykøbing F. og København med et kvarters kortere rejsetid hver vej. Den nye køreplan træder i kraft 6. januar.

Dog går der ikke hurtigtog i myldretiden, da det vil kræve flere nye tog. De nye tog kommer først, når IC4 togene er sporet i landstrafikken og kan frigøre endnu flere IC3 tog til Sydbanen.

Som noget nyt vil passagerer på rejser i Danmark fra den 6. januar 2008 kunne benytte nogle af EuroCity-togene - og fra 15. marts alle EuroCity-togene - uden at betale tillæg.
I alt vil en tredjedel af togene på Sydbanen køre med moderne materiel, ICE TD eller IC3, fra 15. marts.

Det sporarbejde, der for tiden foregår på et vigespor ved Tingsted nord for Nykøbing F. er et led i at skaffe plads til de hurtigere tog, fortæller Martin Sun Larsen fra DSB's kommunikationsafdeling.
Efter Tingsted skal Sydbanen yderligere forbedres gennem sporarbejder blandt andet ved Rødby Færge, Nykøbing F. station, Nr. Alslev og Masnedø.




Fra 6. januar bliver rejsetiden i tog mellem Nykøbing F og København et kvarter kortere. Foreløbig en gang i timen og uden for myldretiden.

Offentliggjort Sidst opdateret