Ud af kælderen og op i lyset

Hvis den ene nuance ikke passer, så gør en af de 349 andre nok. Foto: Claus Hansen

Lækre negle og flotte bryn er noget, nogen vil køre langt for mener ny butiksindehaver.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYSTED På hjørnet af Adelgade og Slotsgade i Nysted plejede der at ligge en ejendomsmægler. Og længe før det lå der en bank. Ejendomsmægleren fornemmes ikke, når man i dag træder ind i rummet, der er lyserødt og lilla i stedet for hvidt og klinisk, men bankens bankende hjerte er der endnu - hele to flere tommer tykke jerndøre, der har udgjort det for bankens sikkerhedssystemer i sin tid.

- Jeg har mest bare rengøringsmiddel og andre småting derinde - og jeg har tjekket alle kasserne, der var desværre ikke nogen, der havde efterladt noget spændende, fortæller Camilla Hansen, der - siden hun overtog butikslokalet for godt seks uger - har haft sin gang på de godt 170 kvadratmeter i mange af døgnets timer - flankeret af sin mand og sine tre børn.

I mandags slog hun dørene op til Kampers Beauty. Camilla Hansen har i en lille håndfuld år kørt forretningen med base i privatens kælder i Kettinge, men for at adskille privatlivets evindelige gøremål fra jobbet valgte hun at rykke ind i de ledige lokaler i Adelgade.

- Nu var det tid til næste skridt. Og det blev så her i Nysted. Det er tæt på hjemmet, og jeg tror på, vi kan tilbyde det ekstra, der gør, at nogle vælger at køre turen for specifikt at besøge os, forklarer Camilla Hansen, mens hun poserer for fotografen flankeret af sine næsten endeløse diplomer, hun har modtaget for at gennemføre diverse kurser.

Camilla Hansens helt store kærlighed er neglene. Hun fortæller, at der står godt 350 forskellige farver neglelak placeret på hylderne bag hende - og så gemmer der sig også nogle veganske og nogle med færre kemikalier i diverse skuffer, hvis man har lyst til den slags.

- Men derudover laver vi også bryn. Og så har jeg en plan om at leje pladsen her ved siden af min egen stand ud til en ung kvinde. Jeg håber, det går i orden, for vi arbejder allerede på det. På den måde kan hun få chancen for at prøve livet som selvstændig lidt an, uden at hun skal ud at finde et lokale, betale en masse ting og så videre, forklarer Camilla Hansen.

Dørene er nærmest lige slået op, og der er allerede ønsker om nye og bedre ting, der skal gøre Kampers Beauty endnu bedre i fremtiden.

- Jeg går og venter på at få leveret de her fisk, der spiser døde hudceller. Man stikker simpelthen fødderne ned i deres bassin, og så kommer de op helt bløde og lækre. Det, håber jeg, bliver et hit!

Da Folketidende kigger forbi onsdag, har Camilla Hansen selv blå neglelak på. Foto: Claus Hansen
Certificeringer nok til at tapetsere det meste af en væg er, hvad Camilla Hansen har. Foto: Claus Hansen