Udvalg vil have bedre data til at vurdere fremtiden for fleksboliger

Sdr. Boulevard i Gedser er en af de gader, som har fået debatten i gang. Her er nemlig kun 2 boliger ud af 12, der vender mod vandet, som har helårsstatus. Foto: Anders Knudsen

Har antallet af fleksboliger nået et mætningspunkt? Det var til debat i landdistrikter, kultur og fritidsudvalget.

Offentliggjort Sidst opdateret

GULDBORGSUND/GEDSER: Det begyndte som en stille undren i Gedser.

Sikke mange huse, der fik fleksbolig-status, tænkte blandt andre Ole Martinussen fra Gedser Bylaug.

Sidenhen opfordrede han her i Folketidende til, at man tog en debat om fleksbolig-status i Guldborgsund Kommune.

Skal man fortsat tillade det, og skal det fortrinsvis være en status for huse udenfor bymidten i byer som for eksempel Gedser?

Savner tal

Nu er emnet nået ind på bordene i landdistrikter, kultur og fritidsudvalget i Guldborgsund Kommune, der havde det på dagsordenen på sit møde 26. april.

- Vi kan se i materialet fra forvaltningen, at det meste af kommunen har fleksboliger. De er dog centreret i et par byer, som for eksempel Stubbekøbing, Nysted og Gedser. Men jeg savner forholdstal, der kan fortælle, hvor præcist trykket ligger, siger formanden for udvalget, Ole K. Larsen (V).

Jeg savner forholdstal, der kan fortælle, hvor præcist trykket ligger.

Ole K. Larsen (V), formand i udvalget

Antal fleksbolig-tilladelser, der efterfølgende har medført en permanent indflytning (registreret bopæl i CPR medio marts 2022): Det fremgår tydeligt, at der i 2020 og 2021 har været en stor fremgang i salg af fleksboliger. Det er en coronaeffekt, som man i materialet fra forvaltningen fremhæver, at man forventer vil aftage i dette mere normale år. 

Postnummer versus bymidte

Kollegaen, der bragte emnet på udvalgets dagsorden, Peter Bring-Larsen fra Guldborgsundlisten, har også brug for mere data.

Fleksboligerne er nemlig opgjort på postnumre og siger dermed ikke nok om, hvorvidt bymidterne er ved at blive affolket.

- Jeg ser bare på kortet, at Stubbekøbing er klistret til i røde pletter, og er blevet kontaktet af temmelig mange, der synes, vi har for mange fleksboliger, siger han og tilføjer, at han har sat stor pris på fleksbolig-ordningen, da det har betydet, at huse blev sat i stand.

Han kender selv til fleksbolig-ejere, der agter at flytte permanent til området om fire-fem år.

- Men der er en bekymring for, om der er for mange, og om det i så fald går ud over handelslivet, siger han.

Der er en bekymring for, om der er for mange, og om det i så fald går ud over handelslivet.

Peter Bring-Larsen, Guldborgsundlisten

Bo eller omsætte

Ole K. Larsen fortæller, at han har hørt fra to, som mener, at man er mæt af fleksboliger i henholdsvis Stubbekøbing og Nysted.

Én har inviteret til Gedser, hvor det blev fremhævet, at fleksboliger sættes i stand.

Flere har kontaktet ham for at pointere, at det er en god ordning,

- Jeg tænker også på, om det er smart at presse boligmarkedet lige nu, hvor renten stiger. Udsagnene fra ejendomsmæglere i materialet fra forvaltningen understreger også, at det skaber omsætning og ikke tager noget fra salget af helårsboliger.

Men for Ole Martinussen er det ikke så mærkeligt, at ejendomsmæglerne gerne vil have fleksbolig-salget til at se så gunstigt ud som muligt.

- Jeg undres over, at man ikke spørger dem, der bor her, i stedet for dem, der tjener penge på at sælge huse her, siger han.

Jeg undres over, at man ikke spørger dem, der bor her, i stedet for dem, der tjener penge på at sælge huse her.

Ole Martinussen, formand i Gedser Bylaug

Ole K. Larsen er godt klar over ejendomsmæglernes åbenlyse interesse i omsætning:

- Men man må også anerkende, at de har en viden, og for mit eget vedkommende har jeg gjort mig umage for at lytte og er taget ud til dem, der har inviteret. Alle skal høres, det er helt entydigt, lyder det.

Ifølge Peter Bring-Larsen skal der nu tilvejebringes data, der belyser emnet, ikke bare fordelt på postnumre, men i forhold til selve byerne.

- Så sagen er sparket til hjørne indtil videre.

Antal fleksboliger fordelt på postnumre

Nysted 83

Væggerlæse 25

Sakskøbing 62

Gedser 71

Nørre Alslev 65

Kettinge 19

Stubbekøbing 80

Guldborg 43

Nykøbing F. 32

Eskilstrup 10

Idestrup 16

Horbelev 42

Øster Ulslev 22

Toreby 9

Maribo 1 

I alt 580 fleksboliger. 

Det er kortet her, som ikke fortæller udvalget meget om situationen i byernes midte. Kilde: Guldborgsund Kommune