Udvider erhvervsområde

Arealet langs banen blev i kommuneplanen 2019-2031 ændret fra bolig- til erhvervsområde. Foto: Guldborgsund Kommune

Byråd prioriterer erhverv frem for boliger.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING 62.500 kvadratmeter byggegrunde er snart tilgængelig for erhverv langs jernbanen nord for Nykøbing op til det eksisterende erhvervsareal.

Det vedtog 24 ud af 29 medlemmer af Guldborgsund byråd på dets møde torsdag. Det skete på trods af, at byrådsmedlem Claus Bakke (V) inden havde kritiseret ideen, ligesom han havde et ændringsforslag med ved mødet.

Politikeren foretrak, at erhvervsbyggeri blev flyttet til afkørsel 43 ved Nørre Alslev, der er tiltænkt formålet, og hvor der var god plads til dette. Der vil erhvervene og den transport til og fra, de medførte, ikke forstyrre, som de ville gøre ved arealet mellem Kraghave Møllevej og Nordensvej, hvor de nu lægges, mente han og partifællen Ole K. Sørensen.

- Vi kan ikke støtte at lægge så tung industri op ad et boligområde, lød det fra sidstnævnte.

Socialdemokratiets Ole Bronné Sørensen (S) støttede placeringen ved Nykøbing.

- Vi synes, at det er sund fornuft at lave det til et industriområde, for der bliver meget trafik og larm, sagde han og ønskede, at man er opmærksom på den kommende tunge trafik, så den ikke går ud over de sikre forhold for for eksempel cyklister til Tingstedhallen.

John Brædder (G), borgmesteren, mente på samme vis, at det nok var de færreste, der ville bygge hus om banelinjen, og partifællen Jens Erik Boesen tilføjede om gener for dem, der i forvejen bor i området:

- Lad os komme i gang med at lave beplantning, så der kan komme støjdæmpning.

Med beslutningen frigjorde byrådet fem millioner kroner til byggemodningsomkostninger på området. Disse ventes finansieret af køberne af arealerne, der får en kvadratmeterpris på 80 kroner plus moms.

To lokale erhvervsvirksomheder har, grundet miljøkrav, allerede udtrykt ønske om at købe sig ind på stedet.