Unge i Nykøbing kæmper med ensomhed – nu får de hjælp

Peter Møller Nielsen er frivillig i Ventilens nye gruppeforløb i Nykøbing. Det er han sammen med Natalie og Gülhanim. Foto: Ventilen

Hovedpine, mavepine og nervøsitet kan være blandt symptomerne, hvis man som ung oplever ensomhed. Og det er der mange, som gør. Men nu er der hjælp på vej fra Ventilen, som starter gruppeforløb op i Nykøbing.

Offentliggjort Sidst opdateret

Ensomhed er noget, som kan føles enormt - ja, ensomt, men det er alligevel noget, som mange danske unge har til fælles. Hver femte af de unge i aldersgruppen 16-24 år oplever ensomhed. Og det skal tages seriøst, for selvom det på kort sigt er ufarligt, så kan det være decideret sundhedsskadeligt, hvis man er ensom igennem flere år.

Derfor åbner den frivillige ungdomsorganisation Ventilen nu for gruppeforløb i flere danske byer - her i blandt Nykøbing.

Projektet er en del af en større indsats, som er gjort mulig gennem en bevilling på 1,5 millioner kroner fra Alm. Brand Foreningen.

Fakta

Unge, der ofte føler sig isolerede, savner nogen at være sammen med eller føler sig holdt udenfor. De oplever desuden langt oftere end deres jævnaldrende angst, hovedpine, mavepine, problemer med at sove og svært med at koncentrere sig.

Derfor har mange af disse unge også svært ved at fastholde uddannelse eller job.

Kortvarig ensomhed er ubehagelig, men ufarlig. 

Langvarig ensomhed er derimod decideret sundhedsskadelig. Mennesker, der har følt sig ensomme over længere tid, sover dårligere, har et øget stressniveau, forhøjet blodtryk og lever ofte en inaktiv og usund tilværelse.

Kilde: (CEFU: Når det er svært at være ung i DK – unges trivsel og mistrivsel i tal. 2010) og (Cacioppo: Loneliness: Human Nature and the Need for Social Connection. 2008).


- Vi ved at ensomhed er et problem for mange unge, men vi ved også, at det hjælper at møde andre i samme situation, siger Louise Carlsen, projektleder i Ventilen.

I Nykøbing er tre personer i fuld gang med at afholde samtaler med unge, der gerne vil være en del af gruppeforløbene. De har henvendt sig på gymnasierne i Maribo og Nykøbing samt på sociale medier, og det har givet bonus, forklarer Peter Møller Nielsen.

Skal skabe den rette gruppe

Han er selv lige knap 30 år og glæder sig til at hjælpe de unge deltagere igennem et forløb, hvor de hen over 12 uger støtter og taler med hinanden.

- Det er et ung-til-ung-forløb, hvor dialogen foregår mellem de unge deltagere. Pointen er, at vi frivillige er sparringspartnere, som deltagerne kan spejle sig i. Det kan være lettere i forhold til at stå over for en 54-årig med en professionel baggrund og en masse livserfaring.

Det fremgår allerede af en del statistikker, at en del unge er helt uden for arbejde og fællesskaber. Så jeg er enormt glad for, at det her tilbud er kommet til kommunen.

Peter Møller Nielsen, frivillig hos Ventilen

Han understreger, at forløbet ikke er for alle, i og med at de frivillige ikke er faguddannede.

Hvis man for eksempel har et overforbrug af stoffer eller alkohol eller er selvmordstruet, så er det bedre at komme ind i et professionelt behandlingsforløb.

Man skal samtidig være i stand til at møde op og bidrage. Derfor er de indledende samtaler nødvendige for at sikre, at hjælpen kommer ud på den rigtige måde.

Gode erfaringer

Uden at kunne afsløre hvor mange samtaler og tilmeldinger der er, så er Peter Møller Nielsen optimistisk og forhåbningsfuld i forhold til at stable et forløb på benene i en meget nær fremtid.

Hvordan tilmelder man sig?

Ventilen opfordrer unge, der kender til følelsen af ensomhed, til at tage kontakt og høre mere om forløbet. Interesserede kan læse mere på ventilen.dk/nykoebing-falster eller kontakte Ventilen direkte på nykoebing_falster@ventilen.dk.

Og det er noget, som man allerede har gode erfaringer med fra det første forløb i Ballerup, forklarer projektleder Louise Kirketerp Carlsen.

- Deltagerne har svaret, at de følte sig som en del af et fællesskab i gruppen, og at de følte sig trygge og velkomne. De kunne være sig selv og turde sige sin mening; noget, der ellers kan være svært, hvis man har været vant til, at andre ikke har lyttet. Det har også for en stor dels vedkommende styrket deres sociale kompetencer, og størstedelen føler sig nu mindre alene med ensomhedsfølelsen. En del oplever også at have hjulpet andre ved at dele ud af sig selv, siger hun.

Et stort problem

Peter Møller Nielsen har aldrig oplevet ensomhed igennem en længere periode i sit liv, men han genkender følelsen af på et tidspunkt at have følt sig ensom.

Det er dog ikke hans egne erfaringer, der kommer til at fylde i forløbet. Det er i højere grad det at have et ungt, empatisk og imødekommende ansigt at tale med.

- Min personlige holdning er, at vi også ude i småbyerne har et stort problem med ensomhed blandt unge. Det fremgår allerede af en del statistikker, at en del unge er helt uden for arbejde og fællesskaber. Så jeg er enormt glad for, at det her tilbud er kommet til kommunen.