Usædvanlig biografaften

Jørn Paulsen havde tirsdags-vagten som en af 12 frivillige operatører tilknyttet Nysted Bio, hvor der kan være 64 til en filmfremvisning. I går var der dog for første gang i umindelige tider slet ingen biografgæster overhovedet. Foto: Anders Knudsen

Biograf havde tirsdag genåbning med filmfremvisning og caféåbent - Ikke en eneste dukkede op.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYSTED Den første biograf i Nysted åbnede i 1922, og i 1995 købte Byhusforeningen biografen i Jernbanegade. Og siden genåbningen af biografen 14. juni 1998 har der nok ikke været mange dage som den i går.

Her var der således også en længe imødeset genåbning oven på den seneste coronanedlukning, men det blev altså ikke til en publikumsbasker.

- Der er slet ingen gæster, lød det således fra operatør Jørn Poulsen, da Folketidende tog et kig forbi multihuset i Jernbanegade, hvor der normalt er en 10-15 mennesker til en filmfremvisning.

Indimellem naturligvis også mange flere - især ved gode, danske film - men altså slet, slet ikke i går på den genåbningsaften, hvor den danske romantiske komedie "Venuseffekten" om 25-årige Liv, der bor i provinsen og stadig ikke har klippet navlestrengen til forældrene, var på programmet.

- Jeg kan simpelt hen ikke huske, hvornår vi sidst har prøvet det. Men folk er nok stadig lidt tilbageholdende på grund af coronaen, lød det fra Jørn Poulsen, der efter samråd med de to biografvagter, Dann og Karen Larsen, valgte helt at skippe tirsdag aftens filmfremvisning.

- Filmen er jo betalt, og vi er jo frivillig arbejdskraft, så det er ikke, fordi vi umiddelbart får et stort tab ud af det. Men det er selvfølgelig sjovere, hvis vi har lidt indtægt i løbet af sådan en aften, tilføjede Jørn Poulsen.

Biografcaféen havde tirsdag aften i øvrigt også "comeback" efter omkring et års nedlukning. Og selv om kaffen i caféen er gratis, var der altså intet biografpublikum at spore i går ved første fremvisning efter endnu en nedlukningsperiode.