Utilfreds med beslutning: Nyt tiltag møder modstand

Det er bygningen på Kastanievej 61, som kommunen er ved at indrette til et bo- og opholdssted.

Kommunen er ved at omdanne det gamle plejecenter Kastaniely til bo- og opholdssted, men det er en nabo ikke særligt begejstret for.

Offentliggjort Sidst opdateret

KETTINGE: En gang var det plejehjem, men Guldborgsund Kommune er godt i gang med at give Kastaniely i Kettinge en ny funktion. Det skal indrettes til bo- og opholdssted.

Kommunen har i den forbindelse vurderet, om det kræver en landzonetilladelse og er i slutningen af januar nået frem til, at det ikke er nødvendigt. Påvirkningen af omgivelserne vil nemlig ikke blive ændret af skiftet fra plejehjem til bo- og opholdssted, vurderer kommunen.

Men en nabo er uenig og har klaget til Planklagenævnet. Naboen påpeger, at plejehjemmet lukkede for år tilbage, hvorefter der blev indrettet lejligheder, som er blevet lejet ud siden 2016. Naboen mener i øvrigt også, at der snarere er tale om en institution end et bo- og opholdssted, og at ændringen vil kræve en landzonetilladelse.

Sur over ombygning

Naboen er også utilfreds med, at ombygningen er i gang, og naboen har derfor argumenteret for, at klagen bør have opsættende virkning, så ombygningen skal standses.

Den del har Planklagenævnt nu vurderet, og nævnet er nået frem til, at klagen ikke skal have opsættende virkning. Nævnet finder det nemlig ikke overvejende sandsynligt, at kommunen har overtrådt loven ved at vurdere, at ombygningen kan gennemføres uden en landzonetilladelse.

Sker først senere

Selve klagen har Planklagenævnet dog ikke taget stilling til endnu - det sker først senere. Men her og nu har Planklagenævnet altså afgjort, at ombygningen godt må fortsætte.

Det er bare på kommunens egen risiko, da nævnet kan ende med at beslutte, at ombygningen vil kræve en landzonetilladelse. Og hvis det gør det, og kommunen ikke kan få tilladelsen, kan det ende med, at nævnet kræver en "fysisk lovliggørelse" - altså at bygningen skal føres tilbage til den oprindelige indretning.