Utryg forælder: Politiet er passivt

- Politiet gør ikke en skid, og det gør institutionen heller ikke. Det siger en forælder, om problemerne med kamphunde, som trænes ved Skovbørnehaven Skovtrolden bag Nykøbing F. Zoo, hvor forælderen også selv får passet sit barn.

- Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at personalet er så passivt, og at politiet ikke gider gøre noget, når man forsøger at anmelde, at man er blevet truet, siger forælderen, som af frygt for repressalier fra kamphundeejerne ikke ønsker sit navn frem.

- Kamphundene og deres ejere er et stort problem, der skaber rigtig meget utryghed. Selvfølgelig forstår jeg godt, hvis man er bange. Det er jeg også selv, men vi bliver nødt til at stå sammen og gøre noget ved det. Det kan ikke være rigtigt, at det er de her "aber", der skal sætte dagsordenen, siger forælderen.

Vedkommende var også et af vidnerne til overfaldet på en 80-årig mand i sidste uge, hvor en 21-årig kamphundeejer nu er anholdt og sigtet for vold.

Forælderen har flere gange spurgt børnehavens personale, hvad de vil gøre ved problemet.

- Men de siger bare, at de har lært børnene, at de ikke må opholde sig tæt på hegnet ud mod træningspladsen. Jeg synes, det er så passivt og vattet, siger den vrede forælder.




Forælder kritiserer børnehave-personale og politiets indsats for at stoppe kamphunde

Offentliggjort Sidst opdateret