Utryghed over mulig splitning af elever
Især i en af 8. klasserne har udskiftning af lærere og mistrivsel fyldt meget. Nu er eleverne, trods coronavirus, ved at lande med en ny lærer, som de er glade for, og elever og deres forældre vil derfor være kede af, hvis klassen skal splittes. Foto: Anders Knudsen
Anders Knudsen
Dalende elevtal kan betyde klassesammenlægning på skole, der prøver at finde alternative steder at spare - forældre og elever er bekymrede.
NYKØBING Elever er rystede, og forældrene tænker "hvad sker der", efter en besked tikkede ind til 8. klasserne på Nordbyskolen i intranettet i sidste uge.
Her var beskeden fra skoleledelsen, at de tre nuværende 8. klasser skal smeltes sammen til to 9. klasser efter sommerferien på grund af faldende elevtal og derfor færre tildelte midler. Og det har skabt bekymring blandt de implicerede, fortæller Malene Gjerulff, der har en søn i en af 8. klasserne.
- Der er ikke så meget nyt i, at der nedlægges en klasse, det sker nogle gange, men de unge har gået hjemme i tre måneder med hjemmeundervisning under nedlukningen, og vi kan se trivslen falde og motivationen blive svær at opretholde, siger hun og uddyber:
- Vi føler, at skoleledelsen skubber dem tæt på en kant, for vi ved ikke, hvornår de skal i skole igen på fuld tid, og de er på vej ind til deres sidste år og afgangseksamen og det med en helt masse nye ansigter.
Hun undrer sig over, hvorfor trivsel og faglighed ikke sættes højest, og pengene findes andre steder.
Sidder med tom følelse
Malene Gjerulff fortæller, at flere lærere har bakket op om en protest, eleverne gennemførte i sidste uge.
Her udeblev 8a fra den digitale undervisning i to dage for at vise deres utilfredshed. Også nogle elever fra andre klasser udeblev.
Utrygheden skyldes også, at 8a, efter en del læreskift, mistrivsel og uro, har fået ro med en god lærer, hvilket elever og forældre er kede af, at der ruskes op i.
Flere forældre har kontaktet skolen om dette, og det samme har eleven Silje Gudesen Plovdahl. Hun skriver på vegne af sin klasse, 8a, og oplister de mange udfordringer, klassen har været igennem.
- Men nu med beskeden fra i går (tirsdag i sidste uge, red.) sidder jeg med en tomhedsfølelse af at det hele var forgæves. Alle vores tårer, hårde skoledage, snakke om forbedringer føles som om de var for intet, skriver hun i brevet, som Folketidende har fået lov at dele, og tilføjer:
- Den nuværende 8. årgang har aldrig været specielt samlet. Vi har kendt hinandens navne, men det har været det. Nu står vi her og skal skilles fra ens familie, dem som man har brugt tusindvis af timer sammen med, ens bedste venner, for at komme sammen med nogen som man ikke har noget med.
Der har, fra de var børnehaveklasser, været tre klasser, men gradvis frafald har betydet, at der blot er 16-17 elever tilbage i hver klasse. Derfor er sammenlægning, der vil give klasser på 27 og 28 elever, mulig, og det har skolen kunnet mærke på pengepungen.
Ressourcetildelingen for det kommende skoleår er til to, ikke tre, 8. klasser. Dermed skal pengene findes andetsteds, hvis de tre klasser skal opretholdes, og det mener Malene Gjerulff, man bør.
- Det hele skal selvfølgelig kunne løbe rundt, men man bør lade de her 8. klasser i fred, så de kan færdiggøre deres folkeskole, siger hun, der har talt med seks-syv forældre, der alle er rystede, og hvis søn fortæller, at pigerne græder over nyheden.
Kæmper med næb og klør
De mange henvendelser fra forældre fik skoleleder Lars Carlsen og Jonas Harpsøe Halberg og Peter Sarka, der er henholdsvis formand og næstformand i skolebetyrelsen, til at sende svar på spørgsmål samt forklaringer på den planlagte nedlægning.
Skolelederen forsikrer, at ingen synes, at det er en "fed beslutning" med en klassenedlæggelse.
- Alle er møgtriste over det, siger han, og måske findes en løsning.
På et ekstraordinært skolebestyrelsesmøde mandag så man på, hvordan ressourcetildelingen er med to klasser, og hvordan det vil se ud, hvis de tre klasser bevares.
- Jeg og resten af ledelsen ser nu på, om vi kan finde andre besparelser, så vi kan beholde klasserne. Torsdag skal vi på et nyt bestyrelsesmøde fremlægge budget for den løsning. Så bestyrelsen har lyttet til forældrene, siger lederen, der vurderer, at der skal findes op mod 800.000 kroner:
- Vi kæmper med næb og klør for at lave et holdbart budget nummer to og kigger på hele skolen i forhold til at finde de her penge. Det kan være alt, hvad der er i skolens drift, fra ler i billedkunst til økologisk mad, at kunne købe bogsystemer eller have adgang til digital læringsportaler.
Forsøget på at bevare klasserne glæder Malene Gjerulff:
- Det er rigtig positivt, at de lige prøver at vende bøtten igen, for det var ikke udgangspunktet i sidste uge, hvor sagen var lidt lukket. Det er jeg rigtig tilfreds med, og det er jeg sikker på, at de øvrige forældre og eleverne også er.