V og G vil give Skanlux endnu en byggetilladelse i Marielyst Ferieby

Det bliver Guldborgsund Kommunes byråd, der kommer til at afgøre, om der der skal gives byggetilladelse til ti Skanlux-sommerhuse i Marielyst Ferieby. Foto: Anders Knudsen/arkiv

Et flertal af Venstre og Guldborgsundlisten vil give tilladelse til byggeri af 10 store poolhuse i Marielyst Ferieby. Socialdemokratiet og SF har brugt standsningsretten og sendt sagen i byrådet.

Offentliggjort Sidst opdateret

BØTØ Et flertal af Venstre og Guldborgsundlistens medlemmer af teknik, miljø og ejendomsudvalget vil give Skanlux lov at bygge ti poolsommerhuse i Marielyst Ferieby.

På et møde i december sagde de samme politikere ja til byggeriet af seks huse på den sydlige af de to byggegrunde lige bag diget.

På et udvalgsmøde mandag eftermiddag blev endnu fire huse godkendt på den nordlige grund.

Husene, der ifølge den oprindelige byggeplan skulle have været mellem 242 og 375 kvadratmeter store, er blevet reduceret i størrelse.

Nu må husene bygges i mellem 182 og 242 kvadratmeters størrelse, og tilsammen er de ti huse reduceret med 686 kvadratmeter og 50 sengepladser.

- Størrelsen på husene er okay nu. De kan næsten ikke være mindre, hvis der skal være plads til at holde ferie med sin familie i dagens Danmark, mener Venstres Lis Magnussen.

Socialdemokratiet og SFs medlemmer - der udgør et mindretal i udvalget - er fortsat imod, at kommunen skal give byggetilladelsen til de ti huse.

- Der er intet ændret for mig. Husene er nu lidt mindre, men det er stadig mere af det samme. Og det er slet ikke det, vi vil med det område af Marielyst. Problemet er, at husene i deres udtryk ikke passer ind i det, der er meningen med Marielyst Ferieby, siger Ole Bronné Sørensen (S).

Den holdning deler SFs udvalgsmedlem Annemette Johnsen, og de to partier har derfor benyttet sig af standsningsretten, der sender sagen i byrådet.

Det samme gjorde de efter behandlingen af byggetilladelsen af de første seks huse på den sydlige grund i december.

Det har ikke været muligt at få en kommentar til afgørelsen fra Skanlux.

Naboerne i Ejerforeningen Marielyst Ferieby, der tæller 143 små sommerhuse, er modstandere af projektet, som de mener vil ødelægge naturen og freden i området.

Byggeplanerne har været i partshøring blandt naboerne, som affødte næsten 800 siders indsigelser.