VARMESTUER OG KRISECENTRE OVERRUMPLET

Kirkens Korshærs varmestue i Jernbanegade i Nykøbing har travlt. De lidt over to fastansatte kunne sagtens have arbejde nok til fem, mener leder Maria Benzon. Heldigvis får de hjælp af frivillige. Foto: Anders Knudsen

Varmestuer, herberger og krisecentre hiver efter vejret i et forsøg på at hjælpe et stort antal nye, trængte borgere. Og samtidig er forventningen, at den største del af hjælpeopgaven stadig venter. For vinteren er end ikke begyndt endnu.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: Brugere af Nykøbings varmestuer blev torsdag eftermiddag forkælet med en Mortens Aften-middag. Det gjaldt både dem, der søger mod Perronen og Kirkens Korshær. For selvom personalet og de frivillige har mange besøgende dette efterår, så skal det ikke gå ud over dem, der har brug for deres hjælp.

- Vi har lidt svært ved at følge med, forklarer Maria Benzon, der er projektleder på Kirkens Korshærs varmestue på Jernbanegade.

Her kan man få et gratis måltid mad, et bad, nogle at tale med eller bare ro, hvis man har mest brug for det.

- Jeg ved ikke, om travlheden skyldes, at vi er forholdsvis nye, og folk lige har opdaget os. Eller om det er fordi, at flere bare har brug for at komme her. Jeg har en formodning om, at det er det sidste. For har man ingen penge, så er det altså rart med et gratis måltid.

Folk spørger efter en bolig. Og det er så svært, for de billige boliger bliver revet ned. Hvor skal de så gå hen?

Maria Benzon, projektleder, Kirkens Korshærs varmestue, Nykøbing

Også på Perronen oplever Stina Ebbe at have fået flere daglige brugere i løbet af efteråret.

- Vi kan høre, at de bekymrer sig om prisstigninger. Det gælder også dem med administrationsaftaler i kommunen, hvor sagsbehandlere sørger for at betale deres regninger. Dertil kommer dem, vi hjælper i bolig, og som vi også taler med om forbruget, når huslejeniveauet skal sættes. Så ja, vi begynder at mærke det.

Billige boliger mangler

Hun tilføjer, at der samtidig kommer flere henvendelser ind på telefonen med spørgsmålet, om de kan overnatte på Perronen. Det kan de ikke, men her forsøger man at hjælpe dem videre til et herberg.

Men her er det også blevet svært. Herberg flere steder i landet er fyldte, og det gælder også Saxenhøj, hvor forstander Martin Lohse oplever at have lidt flere afvisninger end tidligere.

Vi har oplevet mange måneder nu uden ledige pladser lige bortset fra et par måneder i sommeren, hvor der var mere ro på.

Christina Madsen, leder, Krisecenter Guldborgsund

På Perronen oplever Stina Ebbe flere spørge efter en billig lejebolig, og det samme gør Maria Benzon.

- Folk spørger efter en bolig. Og det er så svært, for de billige boliger bliver revet ned. Hvor skal de så gå hen? Det er også en udfordring, jeg hører fra gadeplansmedarbejdere, og jeg synes, at det er et meget stort problem. Folk er vildt frustrerede, og det er noget, vi skal arbejde videre med. Om det så skal hele vejen til Folketinget, tilføjer hun.

I stedet må de forsøge at henvise til private udlejere eller finde på andre kreative løsninger.

- Det kunne være så fedt, hvis vi havde et sted, hvor de kunne bo i et fællesskab - bare midlertidigt, indtil de er klar til at overtage deres egen bolig. Og samtidig have en natcafé, hvor man kan kravle ind og være i et helle. Det er et behov, vi ofte hører fra dem, der sover udendørs. For de bliver jo vækket af politiet midt om natten.

Flere værelser på vej

På Krisecenter Guldborgsund kan leder Christina Madsen "næsten ikke trække vejret". Onsdag måtte hun afvise tre personer ved døren, fordi der simpelthen ikke var plads. Og allerede inden klokken 12 torsdag havde hun afvist den første. Altså fire på under et døgn.

- Vi har oplevet mange måneder nu uden ledige pladser lige bortset fra et par måneder i sommeren, hvor der var mere ro på.

Vi frygter, at inflationen også får ofre i bunden af samfundet. Sådan plejer det altid at være, og sådan har det altid været, når der er smalhals. Så ryger dem, der har det sværest, først ud af lejlighederne. Så vi forventer desværre, at vi i løbet af vinteren vil se flere hjemløse.

Ask Sveistrup, sekretariatsleder, Sand

På krisecentret har hun lige nu 15 værelser, og en del af dem er store og kan rumme mødre eller fædre med flere børn. Derudover har hun yderligere seks værelser på vej, som står til at være klar i foråret, men som hun nemt kunne bruge nu.

Forventer flere hjemløse

Hun tvivler på, at det er inflationen, der har en betydning for travlheden på lige krisecentret. Men hos de Hjemløses landsorganisation, SAND, er forventningen, at man tættere på jul vil se herbergerne få henvendelser fra folk, som de ellers ikke har hørt fra før. Folk, der beder om at komme ind, få en seng at sove i.

Til DR Nyheder udtaler sekretariatsleder Ask Sveistrup:

- Vi frygter, at inflationen også får ofre i bunden af samfundet. Sådan plejer det altid at være, og sådan har det altid været, når der er smalhals. Så ryger dem, der har det sværest, først ud af lejlighederne. Så vi forventer desværre, at vi i løbet af vinteren vil se flere hjemløse.