Ved at dø af sult

Hun er så tynd, at man straks kan se, at noget er galt.

25-årige Maria Pedersen fra Idestrup har lidt af anoreksi, siden hun var 16 år. Hun vejer for tiden 42 kilo. En vægt, der fordelt på 175 centimeter, får alle knogler til at stritte ud gennem huden på hende.

Maria Pedersen bor på et kollegieværelse i København, hvor hun studerer psykologi ved Københavns Universitet.

Hjemme på Falster bekymrer hendes mor og bror sig voldsomt om Maria og hendes livstruende sygdom.

Maria Pedersen er nu også selv nået til et punkt, hvor hun tigger om hjælp til at komme ud af anoreksiens greb.

Hendes ni år med sygdommen har haft op og nedture. Hun var som 16-årig nede at veje 37 kilo. I andre perioder har hun vejet 50-60 kilo, før vægten raslede ned igen.

- Det var de værste måneder i mit liv, for der mistede jeg den kontrol, der desværre er så uendelig vigtig for mig. Jeg er så bange for at gøre det igen. Derfor tør jeg næsten ikke spise. Lige nu styrer anoreksien mit liv med 180 kilometer i timen. Jeg prøver og prøver at spise, men sygdommen har fået overtaget. Jeg er depressiv, og mit liv virker håbløst. Når det er værst tænker jeg, at det kan være lige meget, for jeg bliver aldrig rask, fortæller Maria Pedersen.
Spiser kun slik og grønt
På en almindelig dag spiser Maria mest grøntsager og slik. Hun spiser aldrig morgenmad og sjældent frokost. Om natten, når de sovepiller, hun tager for at få lidt søvn, begynder at gøre hende døsig, sidder hun i sin seng og spiser. Altid med fingrene og ofte rosiner.

- Jeg kan ikke sidde alene ved et bord med mad og kniv og gaffel, konstaterer Maria Pedersen.

Alene er i det hele taget ikke godt for Maria.

- Jeg spiser bedre, når jeg er sammen med nogen. I perioder kommer veninder og min mor og er hos mig for at hjælpe mig med at få spist. Jeg har et fantastisk netværk, men de kan jo ikke gøre det for mig. Jeg skal selv, og derfor har jeg brug for professionel døgnbehandling. Jeg ved, at jeg ikke bør bo alene, fordi det gør min sygdom værre. Men jeg har også behov for at være alene, når jeg er så træt, som jeg er nu. Under alle omstændigheder kan jeg ikke byde nogen at bo sammen med mig nu, hvor jeg er så syg, mener Maria Pedersen.

Umulig økonomi
En anden måde, anoreksien tvinger Maria Pedersen til at holde vægten nede, er motion i mange timer hver dag.


I de år, hun har været syg, har hun fået hjælp til at bekæmpe anoreksien i forskellige former for terapi.

- Med en mor som er enlig og har et job som postbud er det ikke muligt at få økonomisk støtte der. Jeg selv er på SU, så det er umuligt at betale selv, siger Maria Pedersen, der føler sig låst fast i en urimelig situation - også økonomisk.

- Behandlerne på dagbehandlingstilbudet var bekymrede for, om min tilstand var livstruende, så jeg blev indlagt akut. Jeg skulle ligge på en firesengsstue på en overfyldt afdeling med senge på gangene og masser af uro. Personalet der var søde, men de vidste dårligt nok, hvad anoreksi var, og de kunne ikke hjælpe mig. Resultatet ville måske være, at jeg tog et kilo eller to på. Men jeg kender mig selv godt nok til at vide, at jeg ville tabe dem let, når jeg kom ud igen, fordi der ikke blev taget hånd om det psykiske. Der var rædselsfuldt at være på sygehuset, så efter fem timer fik jeg snakket dem til at udskrive mig igen. Jeg kan være rigtig god til at argumentere tilsyneladende fornuftigt for, at jeg har det fint og har styr på mig selv. Så det gjorde jeg og slap ud, fortæller Maria Pedersen.

Hjælp nu
Hendes oplevelse er, at der kun er en mulighed tilbage nu. Og hun er stærkt opsat på at få den behandling, hun føler sig sikker på vil hjælp hende for alvor.

Læs mere:

Rigshospitalets Anoreksiklinik Andre muligheder for behandling 175 centimeter og 42 kilo: - Hjælp mig Anoreksi-patienter må vente på grund af pladsmangel Anoreksi Sådan ser Maria ud