Vegvisir Race åbner det blå hegn ind til havnen
Carl Erik Juel Hansen, Sejklubben Vikingen, glæder sig sammen med de øvrige arrangører over, at det blå hegn kan åbnes under årets Vegvisir Race, hvor der vil være publikumsområde ned til vandet. Foto: Flemming Keith Karlsen
Flemming Keith Karlsen/arkiv
- Vores primære mål er naturligvis kapsejladsen, men sekundært vil vi gerne skabe noget for byens borgere, for der har ikke været noget som helst, alt er blevet aflyst, siger arrangør.
NYKØBING De har et øje på coronavirussen og de deraf følgende udviklinger i forsamlingsforbud og myndighedernes anbefalinger, men endnu knokler arbejdsgruppen bag Vegvisir Race på også at få det gennemført i år.
Det bliver med flere ændringer i forhold til tidligere, når arrangementet finder sted 3.-5. september. Blandt andet flyttes startstedet fra ud for vikingebroen ved klubhuset til ud for industrihavnen. Det indebærer velvillighed fra kommunen, fortæller formand for Sejlforeningen Vikingen, Carl Erik Juel Hansen, der arrangerer sammen med Bådklubben Guldborgsund, Nysted Sejlklub, Stubbekøbing Sejl- og Motorbådsklub, Guldborgland Bådelaug.
- Vi skylder Guldborgsund Kommune og Guldborgsund Havne en stor tak for et enestående samarbejde om det her. De har været fantastiske, og det har de været hvert år, siger han og eksemplificerer:
- Vi åbner det blå hegn ud for Stengade 12, så publikum kan komme ind på industrihavnen, og det er vi rigtig glade for at kunne.
Han påpeger, at flytningen af publikumsområdet og starten for sejladsen ikke sker for at genere nogen, men kun af sikkerhedsmæssige årsager, så der ikke samles mange mennesker på den begrænsede plads på vikingebroen.
- Ændringen gør, at byens borgere må se i øjnene, at de ikke kan komme helt tæt på båden før starten på sejladsen, som man har kunnet de andre år, siger han og fortsætter:
- Vores primære mål er naturligvis kapsejladsen, men sekundært vil vi gerne skabe noget for byens borgere, for der har ikke været noget som helst, alt er blevet aflyst.
Publikumsområde påtænkes
Der bliver masser af tiltag at glæde sig til på publikumsområdet ved Sandgade, ved siden af siloen, samt hen ad Ndr. Kajgade.
Blandt arbejdsgruppens idéer er at have aktiviteter for børn, musik fra en scene og kunstudstilling i det gule hus, kommunen for nylig overtog. Der vil også ligge et oplevelsesskib, "Hawila", ud for Sandgade, men alt det kommer der mere om senere, lyder det fra Carl Erik Juel Hansen, der forsikrer, at det som tidligere år bliver muligt at købe mad og drikke på det nye areal.
- Og så arbejder vi på at få en storskærm op, så man kan følge sejladsen, tilføjer han.
Denne startes ved hjørnet, hvor Sandgade bliver til Flatøgade. Siden kan bådene også ses ved Guldborg, Stubbekøbing og ud for Nysted, hvor de skal forbi på ruten, og ved førstnævnte bliver der forskellige begivenheder samt mulighed for at købe mad og drikke, i lighed med de andre år.
Enestående branding
Som nævnt er der ingen garanti for, at arrangementet gennemføres, men arrangørerne gør, hvad de kan for at imødegå den nuværende situation.
Dette gøres blandt andet ved, at der bliver kontrol ved indgangen til det nye publikumsareal, så der er styr på, hvor mange gæster der hygger sig der. Det sker af hensyn til sikkerheden for såvel publikum som sejlere, og det kan betyde kø ved indgangen.
- Derfor er det en god idé at komme i god tid, siger han om arrangementet, som tyvstarter onsdag.
Sejladserne starter med en halv times mellemrum mellem klokken 16 og 18 torsdag og fredag, og det ventes, at alle både vil have krydset målstregen lørdag senest ved middag.
Der er nu indskrevet 125 både, primært fra Tyskland, hvilket er niveauet fra tidligere år. Carl Erik Juel Hansen håber dog, at flere vil nå at tilmelde sig, nu så meget andet har været aflyst, og så ser han med spænding frem til første weekend i september.
- Jeg glæder mig som et lille barn. Det er jo et fantastisk event og giver byen en helt enestående branding udadtil, siger han.
Seneste artikler
Ræsede gennem byen: Få km/t fra at miste bil og kørekort
Havørnen er landet i Søholtskoven
Ny minister erklærer valgløfte dødt - men afviser løftebrud
Betjente mødt af spyt og skældsord
Sidste bil har passeret den gamle Storstrømsbro
Mest læste artikler
Kæde åbner største butik i Danmark i Guldborgsundcentret
Hændelse på stor byggeplads: Person kørt på hospitalet
Spor blokeret på motorvej
Bo-Hus indgår stort lokalt partnerskab
Kunde angreb ansatte i supermarked