Venstre vil nu se fremad: Medlemmerne er ikke helt klar

40 medlemmer var mødt op til generalforsamling hos Venstre Guldborgsund i Toreby Forsamlingsgård. Her deltog Henrik Høegh fra Lolland Kommune med et oplæg om grøn biogas på Lolland og Falster. Foto: Maria Glasius Lange

Venstre mødtes til generalforsamling efter et skuffende kommunalvalg.

Offentliggjort Sidst opdateret

TOREBY "Opad bakke er også en vej fremad."

Citatet er oprindeligt fra Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, og mandag aften blev det gentaget af formanden for Venstre Guldborgsund, Bo von Würden.

For det går op ad bakke for partiet, der mistede et mandat ved novembers kommunalvalg. Men det går også fremad.

Det skal det, for ude i horisonten - og senest i maj 2023 - venter et folketingsvalg.

I Venstre Guldborgsund vil man knokle for at få et lokalt mandat ind som erstatning for Marcus Knuth, der er gået over til Konservative.

- Derfor er det så vigtigt, at vi i kredsbestyrelsen får jeres opbakning, for i den kommende tid vil vi hjælpe Ditte Rust med at blive klar til Folketinget, forklarede Henrik Høegh-Andersen til de lige knap 40 fremmødte medlemmer.

- Og har man lyst, må man meget gerne hjælpe med at forberede valget.

Også Bo von Würden er klar til at se fremad med fokus på jobvækst igennem en grøn omstilling og med et klart formål om at gøre "Danmark til verdens bedste land at drive virksomhed i".

Men i salen var medlemmerne ikke helt klar til udelukkende at lægge fortiden fra sig. For hvad skete der i den meget omdiskuterede sommerhussag, og hvad var de Venstre-valgte byrådsmedlemmers rolle og viden om det?

Det var en svær sag, forklarede gruppeformand Ole K. Larsen.

- Også for mig personligt. Der var perioder, hvor jeg sov dårligt om natten på grund af den sag. De sommerhuse skulle aldrig have været bygget. Men vi blev i byrådet mødt af en sagsfremstilling om, at der var retskrav om, at man kunne bygge. Og vi kan bare ikke gå imod loven, siger han.

Samtidig viste det sig, at ejerne af sommerhusene for år tilbage underskrev en klausul om, at der kunne bygges på arealet, tilføjede Ditte Rust, der er jurist.

Selv om det viste sig, at husene blev bygget på et helt forkert grundlag på grund af et svigt i embedsværket, kan husene nu ikke rives ned.

- Den eneste mulighed for at fjerne dem er ved at ekspropriere. Så den ubehagelige sandhed er, at de sommerhuse kommer til at blive liggende. Og det ved hele byrådet, tilføjede Ole K. Larsen.

Til Folketidende forklarede han efter mødet, at han er bevidst om, at det er en sag, der fylder meget - også hos Venstres egne medlemmer.

- Den sag lever stadig, og det kommer den til længe. Den er heller ikke færdig i byrådet, hvor vi afventer en ny juridisk redegørelse, så den kommer på dagsordenen igen.

Blåt flertal, rød borgmester

Ole K. Larsen benyttede samtidig muligheden for at kommentere på konstitueringen efter byrådsvalget, hvor enkelte har spurgt, hvorfor han gik med til at lave en rød borgmester.

- Jeg var mega skuffet over, at vi med et blåt flertal ikke kunne få en borgerlig borgmester, sagde han.

For Guldborgsundlisten blev ikke inviteret med til konstitueringen.

Men det gjorde Venstre og med en formandspost som gulerod.

- Landdistrikter og erhvervsudvikling har vi talt meget om i løbet af valgkampen, og begge dele er inddraget i hvert sit udvalg. Så jeg kunne blive formand for landdistrikter- og kulturudvalget, og samtidig blev Ditte en del af aftalen. Det var afgørende for mig, og det lykkedes med en næstformandspost, siger han og tilføjer, at han også fik forhandlet sig med i økonomiudvalget.

- I lokalpolitik får man indflydelse ved at være formand eller næstformand. Ikke ved at være i opposition. Og med borgerlige øjne er aftalepapiret fornuftigt. Erhvervspolitikken er fremhævet med fed, og alle de emner, vi er interesserede i, er faktisk med.