- Vi har et kæmpe problem i sundhedsvæsnet
Sygeplejersker forsøger at råbe op om det enorme pres, de oplever på sygehusene, og som fører til fejl, stress og medarbejdere, der forlader faget. Foto: Claus Hansen
Claus Hansen
Sygeplejersker på sygehuset siger nu stop og nedlægger arbejdet i den kommende uge.
NYKØBING Mandag og tirsdag i den kommende uge nedlægger et antal sygeplejersker på Nykøbing F. Sygehus deres arbejde i en time.
Den anmeldte arbejdsnedlæggelse kommer oven på flere måneders protester fra sygeplejersker landet over, der har berettet om arbejdsforhold så kritiske, at de ofte står i situationer, der føles uforsvarlige.
Udfordringen er, at det er svært at tiltrække arbejdskraft til faget. En højere løn, der matcher det ansvar, de dagligt står med, kunne måske hjælpe, foreslog sygeplejerskerne.
Men de blev i august bremset af regeringen med en besked om, at der ikke kunne blive tale om en højere løn end den, der allerede var aftalt.
- Men vi har stadig et kæmpe problem i sundhedsvæsenet, siger Pernille Wulff-Høyer, der er sygeplejerske på sygehuset, og som håber, at arbejdsnedlæggelsen kan gøre indtryk på politikerne på Christiansborg.
- Vi er bekymrede for vores patienters sikkerhed og for sundhedsvæsnets fremtid. Under hele overenskomststrejken har vi sygeplejersker forsøgt at råbe politikerne op i forhold til de store problemer, der er med at få ansat nye sygeplejersker og fastholde dem. Ofte kan nye stillinger ikke besættes, og de øvrige fastansatte må arbejde ekstra hårdt. Afdelinger er lukket ned grundet personalemangel. Og de sygeplejersker, der er tilbage, står med ansvaret for flere patienter, da der også er patienter på gangene.
Svære beslutninger
Man har indtil nu forsøgt at få afviklet overarbejde og lavet gode ferieaftaler, ligesom man har forsøgt sig med at få andre faggrupper til at hjælpe sygeplejerskerne med nogle af de mere praktiske opgaver.
- Men der mangler også sosu-assistenter- og hjælpere. Det, at de er der, tager heller ikke ansvaret fra os. Og det store ansvar, vi af og til står med, føler vi ikke altid, at vi kan stå inde for, fordi der er så presset. Nogle dage håber man bare på det bedste. Og at det ikke er mig, der laver en fejl denne gang. At tømme en skraldespand tager to sekunder, og vi kan ikke gøre sosu-medarbejderne ansvarsgivende. Laver vi en fejl, er det vores autorisation, der er i fare. Men mangler der en aftenvagt, er det stadig dagvagten, der risikerer at måtte tage en dobbeltvagt, fortæller hun.
Pernille Wulff-Høyer har set kolleger bryde sammen, og det er ikke til at holde ud. Hun oplever særligt nyuddannede sige fra, hvis de på grund af personalemangel presses ud i et ansvar, de ikke har lyst til at skulle have.
Imens oplever erfarne sygeplejersker at skulle tage en beslutning, som de ikke føler, at de kan tage. Det kan gå stærkt på et sygehus. Men lægerne er ikke ved siden af hele tiden.
- Jeg er selv en erfaren sygeplejerske, men jeg har også dage, hvor jeg kan mærke, at det bare ikke er sjovt. Og hvor man efter en hård aftenvagt er glad for at have fri dagen efter. Eller sidder i bilen morgenen efter og håber, at dagen bliver anderledes.
Hun oplyser, at der vil være sygeplejersker tilbage på afdelingerne, når deres kolleger nedlægger arbejdet. Ikke alle kan forlade deres job i en time. Men resten vil stå foran hovedindgangen, så det er synligt, at de har nedlagt arbejdet.
Seneste artikler
Kæmpe afklapsning: FC Nakskov sikrer historisk oprykning i fodboldlektion
Nykøbing FC smadrer igen rekorder i storsejr
Anføreren forlænger i Nykøbing FC
Vibrerende stemning på værtshus: - Dildoparty gik over al forventning
Farvel til fem spillere og officielt goddag til én
Mest læste artikler
DMI-prognose viser over 30 grader på Lolland
Værtshus inviterer til dildoparty
Lolland stikker af på boligmarkedet: Så meget er huspriserne steget
Susan åbner Madkassen
NFC i problemer: Skal redegøre for økonomisk rod