Vi skal vænne os til ekstraordinært vejr: Sådan vil de sikre det

Vandet kommer både oppefra, nedefra og udefra, og det er i store mængder. Både nu og i fremtiden. Derfor skal vi værne os med pumper og diger, mener direktør for Teknik og Miljø i Guldborgsund. Foto: Ingrid Riis

I det kommende år vil både borgere og politikere opleve, at der skal sættes penge af til projekter, som kan forhindre konsekvenser efter store regnskyl. Det forklarer direktør for Teknik og Miljø efter store oversvømmelser i hele Guldborgsund.

Offentliggjort Sidst opdateret

GULDBORGSUND: Mængden af regnvand, der er faldet ned over os den seneste måned, har været ekstraordinær.

Det mener direktør for Teknik og Miljø i Guldborgsund Kommune, Casper Henriksen.

- Og det føles egentlig ret mærkeligt at sige det bare tre måneder efter et andet ekstremt vejrfænomen. Det giver på en måde en oplevelse af, at det begynder at blive hverdag.

Og selvom det måske ikke ligefrem bliver hverdag, så er geologer enige om, at vi får færre hvide vintre, flere tørre somre og langt mere regn. Så det er formentlig et vejr, vi skal vænne os til.

Sådan forandrer vejret sig mod 2050:

  • DMI giver her sit bud på, hvordan klimaet i Danmark vil forandre sig frem mod 2050. 
  • Øget nedbør: Vi får med stor sandsynlighed mere nedbør hen over året. Den største stigning vil ske om vinteren, hvor nedbøren kan øges med 20 – 40 procent. Lidt mindre stigninger vil finde sted om foråret og efteråret, mens nedbøren om sommeren vil være uforandret eller falde lidt. Den kraftigste nedbør vil generelt blive kraftigere, og det er de mest ekstreme regnvejrshændelser, der vil øges mest. 
  • Mildere vintre; Vintrene bliver mildere og fugtigere. Vintertemperaturen i Danmark forventes at stige med cirka 3 grader, hvilket blandt andet vil forlænge planternes vækstsæson.
  • Varmere somre: Somrene bliver også varmere. Sommertemperaturen i Danmark forventes at stige med cirka 2 grader. 
  • Højere vandstand: For Danmark forventes en vandstandsstigning på mellem 0,1 og 1,2 meter i dette århundrede. Men stigningen kan blive højere.
  • Mere ekstremt vejr: Vi får i det hele taget mere ekstremt vejr. Der bliver flere hedebølger, de kraftigste storme bliver stærkere, og de voldsomme regnskyl vil give 20 – 30 procent mere vand end i dag.
Kilde: DMI i rapporten "Tilpasning til fremtidens klima i Danmark"

- Vores landsdel er udfordret af, at størstedelen ligger meget lavt. Vi har ikke nogen terrænfordele, der gør, at vandet kan løbe ned. Vi ligger på stort set samme niveau, så vandet løber i stedet alle steder hen.

Udvalget kender mulighederne

Samtidig er de færreste huse bygget til klimaforandringerne. En stor del af villaerne er enten 100 år gamle murstensvillaer med kælder eller parcelhuse bygget under det store byggeboom i 1960'erne og 70'erne. I begge tilfælde byggede man til et andet klima end det, vi har nu, mener Casper Henriksen.

- Og det ser vi desværre konsekvenserne af nu. Boligerne blev bygget med kældre og er ikke lavet til at kunne håndtere meget voldsom nedbør eller regn over en lang periode, hvor vandet risikerer at løbe ind i huset.

Derfor ligger der allerede nu et arbejde hos husejere for at sikre deres egen grund mod skader ved for eksempel højt grundvand. Desværre er hjælpen fra staten til vores landsdel for lille, mener han.

- Der er behov for langt mere hjælp til klimasikring. Under oktoberstormen så vi, at det langt fra kun er den jyske vestkyst, der var ramt. Det bredte sig fra Køge til Haderslev.

Vi er i gang med at forberede nogle sager til byrådet, så det kan afsætte penge til at hjælpe.

Casper Henriksen, direktør, Teknik og Miljø, Guldborgsund Kommune

Men i Guldborgsund tager man også ansvaret på sig og forsøger at sikre de offentlige interesser mod fremtidige oversvømmelser, understreger han.

- Vi har gjort vores udvalg klar over konsekvenserne ved det vejr, vi ser nu og formentlig også i fremtiden, og forevist dem forskellige muligheder. For eksempel kan man forstærke pumpesystemet ved Tingsted Å, og det bliver ét af de snarlige punkter på dagsordenen.

- Hvis vi forstærker pumpesystemet, kan vi pumpe med endnu større kraft og få endnu mere vand ud i Guldborgsund. Man kan også lave lokale digeløsninger langs åen for at beskytte bygninger og offentlige institutioner ved siden af. Derudover tror jeg, at den seneste tids regnvand virkelig har skabt en opmærksomhed i kommunen om, hvor man skal bygge boliger i fremtiden, forklarer Casper Henriksen.

I Guldborgsund Kommune vil man skabe et dræningslag, der får til ansvar at afvande Sydfalster. Indtil nu har ansvaret været fordelt ud på flere forskellige instanser, men det er ikke holdbart, lyder det fra Casper Henriksens forvaltning.

Kommunen er derudover med i et samarbejde med andre kommuner betalt af Real Dania for at finde løsninger på, hvordan man kan sikre sig mod stormflodshændelser i fremtiden.