- Vi vil gerne dialog, men det kræver flere personer

Naboerne har udarbejdet en skitse med de korrekte målestoksforhold, der viser poolhuset på 331 kvadratmeter over for de øvrige grunde på Pimpernelvej.

50 naboer har nu skrevet under på en modstand mod poolhus.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIELYST Modstanden mod det planlagte byggeri af et stort poolhus på Pimpernelvej i Marielyst fortsætter, og 50 naboer har nu sat en underskrift på, at det bør flyttes til et andet område.

Det forklarer Rasmus Ravn, der siden april i år har ejet et sommerhus på grunden overfor.

Han har nu været i dialog med bygherren, som på trods af en sober dialog ikke er interesseret i at flytte byggeriet til en anden placering, tilføjer han.

- Vi har en del forslag til en løsning. Man kan finde en placering i Kartoffelrækkerne, hvor to grunde kan slås sammen, og så kan man bygge i skel. Man kan også kigge mod Blommestien, hvor tre eller fire lignende huse i forvejen er placeret. Eller Hansastien, hvor der primært er udlejningshuse, siger han.

Rasmus Ravn er ikke imod poolhusene, og han forstår også, hvorfor kommunen er interesseret i dem.

- De bør bare ligge et andet sted. Vi ved ikke, om der konstant er støj fra de øvrige poolhuse. Men når der er plads til 24 mennesker, vil man naturligt generere støj, uanset om man råber eller ej. Kører alle to og to, er det mange biler, der skal forbi, og der bliver smækken med dørene og rengøring hver lørdag. Sker det hver weekend, kan vi ikke klare det.

Han og familien overvejer lige nu sin fremtid på vejen, hvis poolhuset bygges.

- Det passer slet ikke til de drømme og forventninger, vi havde, om at komme derhen for at finde ro, siger han, der til daglig bor i Roskilde.

I mellemtiden opfordrer han og Peter Bernholm til, at naboer tager kontakt til dem med eventuelle idéer til at få sat en stopper for byggeriet.

Fokus på små sommerhuse

Pimpernelvej er en lille oase i Marielyst bestående af otte små sommerhuse, der ligger ned til en lille sø. Et klassisk sommerhusområde, kan man læse i lokalplan 162 på side et.

Bladrer man en enkelt side, kan man se, at "søen skal bevares som en del af et grønt, rekreativt areal. Ligeledes skal en del af randbeplantningen bevares, for at området kan bevare sin karakter som et grønt og roligt område".

Man kan samme sted læse en fremhævelse af områdets særlige karakter, og at man primært fokuserer på familiesommerhus af almindelig størrelse.

- Et enkelt hus, der er tre gange så stort som gennemsnittet af de øvrige huse i området og bygget udelukkende med udlejning for øje, er i konflikt med lokalplanens bestemmelser. Ingen kan med god ret hævde, at det store poolhus falder naturligt ind i området, skriver naboerne blandt andet i en klage til Planklagenævnet.

Administrationen af lokalplanen udløste - som Folketidende tidligere har beskrevet det - en del politisk kritik, da en af grundene blev udstykket på 2.208 kvadratmeter, selv om der i lokalplanen står, at grundene kan udstykkes i størrelser på mellem 1.100 og 1.500 kvadratmeter.

Men der står netop kan og ikke skal i planen, og derfor godkendte kommunen først udstykningsplanen og gav siden byggetilladelse til et hus, der fylder 15 procent af 2.208 kvadratmeter.

Det er blandt andet den fortolkning af kan og skal, naboerne vil have prøvet i Planklagenævnet, hvor der er op til seks månedes behandlingstid.

- Vi er ved at løbe tør for idéer, siger Rasmus Ravn og tilføjer, at han ikke kan få at vide at bygherren, der er en privat person, hvornår byggeriet vil begynde.

- Men når først man begynder at lave fundamentet til et hus, er det svært at få det standset igen, siger han.

- Vi vil meget gerne have en ordentlig dialog og finde en løsning. Men det kræver deltagelse af flere personer.