- Viden er nødvendig

guldborgsund - Viden er ikke alene nødvendig, men også en vigtig forudsætning for, at kronisk syge er i stand til at passe godt på sig selv.

Det bekræfter læge Ole Andersen fra enheden for planlægning i Sundhedsstyrelsen.

- Der er ingen tvivl om, at viden har stor betydning for det daglige liv. Men vi har ingen undersøgelser, der dokumenterer, at virkningen af undervisningen er varig, siger Ole Andersen. - En sådan dokumentation ville kræve, at diabetesskolerne holder kontakt med eleverne og laver løbende kontrol, så det bliver muligt at se, om den nye lærdom hænger ved.

Med andre ord, om diabetikerne fortsætter med at spise sundt og motionere, eller om de falder tilbage i gamle uvaner efter nogle måneder.

- Det ved vi meget lidt om. Men vi ved, at hvis det skal lykkes, så skal der holdes fast. Måske ved hjælp af netværksgrupper, hvor deltagerne kan fortsætte med at mødes og støtte hinanden, forklarer Ole Andersen.

Trods den manglende dokumentation er Ole Andersen dog helt sikker på én ting:

- Viden er og bliver en nødvendig forudsætning for en god egenomsorg. Derfor er enhver form for undervisning også bedre end ingen undervisning.




Kronisk syge bliver bedre i stand til at passe på sig selv, når de har fået undervisning, bekræfter læge i Sundhedsstyrelsen.

Offentliggjort Sidst opdateret