VIDEO: ELLEMANN: DET FRIE VALG ER VÆRD AT KÆMPE FOR

Jakob Ellemann-Jensen besøgte Jan, der har boet på Guldbosund i halvandet år. Foto: Andreas Johansen

Jakob Ellemann-Jensen (V) besøgte fredag formiddag Guldbosund til en snak om retten til selv at bestemme.

Offentliggjort Sidst opdateret

SUNDBY: Udsigten fra Guldbosund Friplejecenter fejler bestemt ingenting. Særligt udsigten fra Jans lejlighed betager Jakob Ellemann-Jensen, Venstres statsministerkandidat, der fredag sent på formiddagen har lagt vejen forbi til en snak om det gode liv for folk, der har brug for lidt assistance til at klare dagen og vejen.

- Jamen, jeg er helt overvældet af udsigten. I andre kan bare gå i forvejen, så står vi her og snakker, lyder det fra formanden, der taler med Jan om hverdagen på Guldbosund.

Administrerende direktør Dorte Olsen-Kludt viste Ditte Rust, Jakob Ellemann-Jensen og Iben Krog rundt på Guldbosund. Foto: Andreas Johansen

Det er det frie valg, der er dagens tema. Valget til at bo lige netop dér, med udsigt over sundet, omgivet af et plejepersonale, der er på fornavn med alle, og som ikke bare er én i rækken af hjemmehjælpere, der roterer en gang om ugen.

- Det er rart at blive bekræftet i, at det frie valg er værd at kæmpe for. Det at have bestemt over sit eget liv og fortsat at have den ret, selv om man bliver ældre, det burde være en naturlov - det er det måske ikke altid, konstaterer Jakob Ellemann-Jensen over en kop kaffe og et stykke kage af den slags, der i kalorier tæller som en treretters buffet.

Det er rart at blive bekræftet i, at det frie valg er værd at kæmpe for. Det at have bestemt over sit eget liv og fortsat at have den ret, selv om man bliver ældre, det burde være en naturlov - det er det måske ikke altid.

Jakob Ellemann Jensen (V), statsministerkandidat

Ofte kage på bordet

For sådan er livet på friplejecentret, beretter beboerne. Sådan en kage ender på bordet en gang om ugen, lyder vurderingen, da køkkenpersonalet, som laver maden lige ved siden af spisesalen, bliver adspurgt.

- Det, der passer til den ene, passer ikke nødvendigvis til den anden. Den forskellighed behøver vi absolut ikke at pakke ind, den synes jeg i stedet, vi skal hylde. Det socialdemokratiske mantra om, at "det ikke alle kan få, må ingen få," bremser enhver vækst i vores samfund, og det, synes jeg, vi skal gøre op med, forklarer Jakob Ellemann-Jensen.

Kaffe, kage og en god snak om det frie valg. Foto: Andreas Johansen

Hvis sovsen er for tynd

Administrerende direktør Dorte Olsen-Kludt viste rundt i SID's gamle lokaler, der ikke just kan forveksles med et konferencecenter længere.

Men Jan, der er 72 år gammel og ikke længere kan bo selv af praktiske årsager, viste rundt i sin lejlighed med udsigt over sundet.

- Jeg er jo lokal, og så ville jeg gerne bo her på Guldbosund. Nogle gange sidder vi og spiser sammen - det gør vi oftest. Men man kan også trække sig ind til sig selv, når det er det, man vil have. Og jeg boede jo også alene, da min kone døde, der er ikke den store forskel. Her kan jeg trods alt brokke mig, når sovsen er for tynd! Det er den dog sjældent, for vi får faktisk ret god mad, konstaterer Jan.

Fokus på mennesket

Individet er i fokus. Og det hylder statsministerkandidaten:

- Jeg hører på personalet, at de gerne vil have mere tid til kerneopgaverne, at have med borgerne at gøre, forenkle nogle processer og bruge mindre tid på bureaukratiet. For hvad er det, de er her for? Det er ikke for at tækkes kommunen, det er for borgerne.