Vidnesbyrd fra nedlukningen: Manglen på kys og kram påvirkede mig

I det tidlige efterår 2021 åbnede kulturlivet igen, og mennesker kunne igen mødes på kryds og tværs. Dog stadig underlagt mange restriktioner. Foto: Ingrid Riis

Fester og ferier blev aflyst. Linjerne mellem tilhængere og skeptikere af vacciner blev enormt tydelige, og fundamentet under små virksomheder krakelerede, da pandemien brød ud

Offentliggjort Sidst opdateret

GULDBORGSUND I tirsdags blev stort set alle restriktioner løftet, men sporene efter coronapandemien er der stadig. På sygehusene er der stadig ventetid på at blive opereret. Restauratører har været nødt til at gentænke deres forretning. Og imens nogle kan gøre det op i kroner og øre, er det for andre svært at sætte en pris på, hvad der for dem er sket under den to år lange pandemi.

Men en dag vil vores børn og børnebørn måske spørge ind til perioden. Og hvad vil vi så tage med os? Vi har spurgt folk i blandt andet facebookgruppen "Lolland Falster Lovestorm" og fået gode bud på vigtige erfaringer. Dem får I her:

- Vi er blevet endnu gladere for at bo i et godt hus i et lille samfund. Vi er sluppet rimeligt igennem med diverse hobbys, der kan udføres i hjemmet. Hurra for, at vi ikke har skulle opholde os i en toværelses på 5. sal i en storby.

Anne Svendsen.

- Jeg synes, at hadet var/er skræmmende. Hele den slåskamp om at være vaccineret/ikke-vaccineret, fritaget for mundbind eller ikke. Alle havde en mening om det.

Karina Simone Pedersen.

- Vi kunne stadig leve livet, og i stedet for at fare til koncerter, så fandt man på noget andet, blandt andet nogle ture ud i naturen eller besøgte flere af de små bysamfund, som er her på Lolland og Falster. Min datter havde ingen problemer med at være hjemme i de perioder, hvor skolen var lukket ned, tværtimod. Hun er mere bekymret for at tage i skole nu, især når der i hendes klasse er flere som har fået corona. Heldigvis har vi indtil videre holdt virussen fra huset, på trods af, at fruen arbejder i sundhedsvæsenet og ikke kunne blive hjemme. Så det jeg vil sige, at man har lært, det er at tage en dag ad gangen. Hvad andre gør, må man lade dem om, for vi er kun os selv nærmest, og selvom du er vaccineret, er du altså ikke udødelig.

Lars F. Dalsig.

- Jeg synes helt klart at det er en kæmpe fordel, at vi har lært at holde flere virtuelle møder. Selvfølgelig skal vi ikke boykotte alt fysisk kontakt. Men du skal ikke ligeså ofte bruge timer på transport midt i din arbejdsdag, og det er også mere miljøvenligt.

Camilla Skov Petersen.

- Vi og mange med mig lærte, hvor meget vi savner kulturen, når der lukkes ned... Kulturen og de mange oplevelser, vi får, er vigtig for mig, det er oaser i hverdagen, frirum som giver ny energi... Det samme med caféer og vores mange lokale butikker. Vi mødes, hygger os, taler sammen og bliver inspireret. Jeg har også savnet mine sociale netværk som for eksempel QLF, Champagneklubben og Lolland-Falster Lovestorm.Vi har brugt internettet, men det bliver aldrig det samme som at mødes i virkeligheden.

Vibeke Hellmann.

- Jeg oplevede at være selvstændig og få at vide, at jeg ikke måtte passe min forretning men gå derhjemme og ikke vide, hvornår jeg tjente penge igen. Den første gang vi var nedlukket, gik der 10 måneder og anden omgang seks måneder før jeg modtog noget, så skal man have gode nerver. Dette var der mange selvstændige, der oplevede. Jeg oplevede også, hvordan vi blev delt i to grupper - de vaccinerede og dem, der ikke var. Af det positive oplevede jeg en hjælpsomhed fra en del mennesker. Folk, der kom og støttede mig i butikken, eller de rigtige venner, der var der 100 procent for mig. De gav mig følelsen af, at jeg ikke var alene.

Helle Viuff, ejer af butikken Frk. Wiuff i Marielyst.

- Ensomheden og hvor meget manglen på kram og kys påvirker en.

Jannie Bedste Thomsen.

Selvstændige erhvervsdrivende oplevede, hvor skrøbeligt fundamentet under dem blev, når kunderne ikke måtte komme ind. Foto: Anders Knudsen