Vigtig p-plads skal endelig renoveres - men prisen er steget med syv millioner

Illustrationen er udarbejdet i 2019 og er ikke det endelige projekt. Men det skal vise, at parkeringsområdet i fremtiden skal rumme mange grønne områder, cirka 50 flere p-pladser - og en anden planløsning end i dag. Illustration: Guldborgsund Kommune

En større renovering af Cementen i Nykøbing sættes nu i udbud. Flere år senere end planlagt og med en pris, der næsten er fordoblet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Nykøbings centrale parkeringsområde Cementen kan nu se frem til et større ansigtsløft efter en beslutning i teknik-, klima- og miljøudvalget tirsdag.

Ud over en generel forskønnelse af området er der også lagt op til en klimasikring af parkeringsområdet. Og denne indsats er blevet opgraderet oven på de store oversvømmelser i vinteren 2022, der efterlod en stor del af parkeringsområdet under vand.

Det forklarer udvalgsformand Jesper Blomberg (M).

- Det er også en del af grunden til, at prisen er steget fra de ni til 16,2 millioner kroner. Den anden årsag er stigningen i materialepriser, siger han.

Cementen i dag. I fremtiden skal der langt mere grønt ind på området. Pladsen til fjernbusser skal bevares. Arkivfoto: Claus Hansen

Derudover har man i det nye oplæg prioriteret at etablere flere grønne elementer i form af træer, hække og beplantning.

Han tilføjer, at udvalget på grund af prisstigningen har været nødt til at finde tre millioner kroner i likvide aktiver.

Omvendt udbud

Beslutningen om at renovere Cementen har efterhånden nogle år på bagen, og den var senest i behandling i 2019. Dengang overvejede man, om man samtidig kunne bygge etageboliger oven på parkeringsområdet. Det har man dog droppet igen.

Vi vil gerne væk fra det her med, at man kører i ring. Især for at undgå det ræs, der af og til foregår på pladsen.

Jesper Blomberg (M), formand for teknik, klima og miljøudvalget

Imens har verden forandret sig - og gjort projektet noget dyrere.

Men nu er renoveringen altså sendt i udbud. Det sker igennem en omvendt licitation, hvor projektet og beløbet sendes ud til entreprenørerne. Herefter sender de et bud på, hvordan opgaven kan udføres.

Det var den samme metode, som Guldborgsund Kommune brugte i udbudsfasen af den nye Sundskole.

- Men det her er en helt anden opgave og proces, og jeg er tryg ved det forarbejde, som dygtige fagfolk har lavet, forklarer Jesper Blomberg.

Ifølge administrationen har man i beregningen taget hensyn til konjunkturudviklinger samt den usikkerhed, der er i klimaprojekter. Beløbet omfatter alle omkostninger og arbejder, herunder eventuelle undersøgelser og rådgiverydelser.

Vil undgå ræs på pladsen

Klimatilpasningen på Cementen vil indeholde afvanding, dræn og at hæve parkeringspladsen i forsøget på at undgå oversvømmelser.

Dertil ønsker kommunen at etablere cirka 50 flere p-pladser, end der er i dag. Det er muligt at gøre uden at øge arealet, siger udvalgsformanden.

- Vi vil gerne væk fra det her med, at man kører i ring. Især for at undgå det ræs, der af og til foregår på pladsen. Det kan man se på den foreløbige illustration, vi har lavet. Og selvom der til daglig er pladser nok, så er der fyldt godt op på Nørre Boulevard, når der er store arrangementer i Guld Boxen. Derfor vil det være godt med lidt flere pladser.

I projektet indgår også ny belysning, ny beplantning og kiler med planter for at give området et "grønt tilsnit" samt flere ladestandere. Det præcise antal afhænger af udbudsprocessen, men i forslaget er der plads til otte ladestandere.

Den nye udgave af Cementen skal efter planen stå færdig i foråret 2026. Der skal gerne være plads til 316 biler mod 231 i dag.