Vil bygge hytter i golfpark

Seks feriehytter med plads til 36 overnattende er måske på vej i Golf & Fun Park. Foto: Golf & Fun Park/Friis Andersen Arkitekter

Golf & Fun Park vil gerne udvide med sovende gæster næste år.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIELYST Morten Andersen og Jeanette Wang, indehavere af Golf & Fun Park på Bøtø Ringvej, vil gerne have, at deres gæster bliver lidt længere.

Faktisk så længe, at gæsterne bliver og sover, når de er blevet trætte efter en hel dags leg i parken.

Til det brug vil parret gerne opføre seks feriehytter med plads til 36 overnattende gæster.

- Der er brug for flere overnatningsmuligheder i Marielyst, og især muligheder, hvor man ikke behøver at booke en hel uge ad gangen. Vi har mulighederne her og vil gerne udvide, fortæller Morten Andersen, som har 11 hektar jord at arbejde med.

Hytterne er planlagt i den del af parken, der i øjeblikket bruges til en udslagsbane for golfspillere, men den to hektar store bane bruges for lidt.

I stedet kan der efter planen blive plads til både hytter med fælles køkken- og toiletbygning, swimmingpool og diverse boldbaner, der hører med i planerne på længere sigt.

For at få lov til at bygge hytter skal Erhvervsstyrelsen give tilladelse til erhvervsmæssig udlejning i området, og den ansøgning venter Morten Andersen nu på.

Styrelsen har en sagsbehandlingstid på en til tre måneder, og Morten Andersen håber meget på et hurtigt svar.

- Vi skal meget gerne have færdigbehandlet sagen i kommunen inden nytår, hvis vi skal kunne nå at åbne hytterne 1. juni næste år, vurderer han.

Projektet har fået en foreløbig opbakning fra et enigt teknik, miljø og ejendomsudvalg i Guldborgsund Kommune, som er klar til at lave en ny lokalplan og kommuneplanstillæg, hvis Erhvervsstyrelsen godkender.

- Det er en god idé, der fremmer Marielysts turisme ved at bidrage med overnatningspladser, som vi mangler, siger udvalgsformand Peter Bring-Larsen (G).

Golf & Fun Park ligger i et område, der i kommuneplanen er reserveret til rekreativt område med specifik anvendelse af støjende fritidsanlæg, såsom koncertområde, tivoliplads, skydebane og knallertbane, og her må der ikke overnattes - med mindre der altså laves en ny plan.