Vil have kamera på kyststrækning

Kameraene skal placeres så højt, at man ikke vil kunne genkende enkeltpersoner på billederne. Foto: Anders Knudsen

bestyrelsesmedlem i digelag ønsker kameraer, som kan vise om det er vejr til en badetur.

Offentliggjort Sidst opdateret

SYDFALSTER Det Falsterske Dige har været genstand for mange artikler i årenes løb. Det viser en hurtig sammentælling. Men der er heldigvis meget andet at fokusere på end uvenskab, når det handler om at gøre livet sikkert og ikke mindst bedre for falstringer, der bor nær den smukke kyst.

Christian Schou, medlem af digelagets bestyrelse og repræsentant for Væggerløse sogn i selvsamme bestyrelse, har fået en idé: Der skal sættes offentligt tilgængelige kameraer op flere steder på kyststrækningen - til glæde for borgerne, og til gavn for digets beskyttere.

- Ideen er sådan set min egen. Jeg er begyndt at svømme op og ned langs kysten her under den nuværende pandemi, der gør det svært at få motion nok. Og fordi det er så koldt, som det er, så svømmer jeg ofte med våddragt. Og jeg kan godt fortælle, at det er et større projekt at få sådan en på, lyder det fra Christian Schou.

Men store bølger og høj søgang giver ikke optimale betingelser for en svømmetur. Derfor ville hans liv blive markant lettere, hvis der var en måde at følge med i, hvordan strækningen ser ud hjemmefra.

- Jeg ved efter at have undersøgt det, at man har samme ordning flere steder - for eksempel ved Henne Strand i Vestjylland. Så jeg er nu ved at undersøge, hvorvidt det juridisk og praktisk overhovedet vil kunne lade sig gøre, forklarer den ivrige svømmer.

For nu er det bare en idé, Christian Schou har præsenteret for den øvrige bestyrelse, hvor meningerne som så ofte før var mange.

Men finder man, at der er grundlag for at overveje muligheden for at stille kameraer op langs kysten, som folk kan følge fra deres hjemmecomputere eller telefoner, så bliver den endelige beslutning lagt ud til alle interessenter på det næstkommende årsmøde i digelaget.