Vil være ejendomsmægler

Efter kun en uge i branchen har Rasmus Elver lavet sin første vurdering. Foto: Privat

Skifter branche fra kok til ejendomsmægler: - Både et bryllup og en hushandel hører til nogle af livets helt store begivenheder.

Offentliggjort Sidst opdateret

SAKSKØBING 34-årige Rasmus Elver, der efterhånden er blevet synonym med Oreby Kro, går nye veje.

Den succesrige kok fortæller på sin facebookprofil, at kokketilværelsen ikke længere kan forenes med familielivet, og at han derfor skifter branche. Fremover vil han slå sine folder hos ejendomsmægler Peter Langerup, Robinhus.

Nej til nok

- Siden jeg begyndte at læse som kok, har jeg vidst, at det ikke var for evigt. Alle ved, at det ikke er noget, du gør, til du går på pension. Det er både hårdt rent fysisk og svært at få til at passe sammen med et almindeligt familieliv. Jeg syntes, jeg havde sagt nej til nok, fortæller Rasmus Elver, der har været i branchen, siden han startede som opvasker for 20 år siden. Han slipper da heller ikke Oreby Kro helt.

- Jeg har en aftale med dem om, at jeg kan blive inddraget som gastronomisk konsulent for eksempel i forbindelse med planlægning af de store selskaber, siger han og fortæller, at han kommer til at savne arbejdet lige op til en stor begivenhed og at se folk smile og grine, for eksempel til et bryllup.

Store begivenheder

Umiddelbart kunne det lyde, som om der er temmelig langt fra en syvretters gourmetmiddag til en syvværelses på Indre Østerbro, men Rasmus Elver kan godt få øje på lighederne.

- Både et bryllup og en hushandel hører til nogle af livets helt store begivenheder. Som ejendomsmægler skal man også være med til at realisere drømme,

At kokken både er et velkendt ansigt og en vellidt person afspejles i reaktioner på hans udmelding. Næsten 300 har kommenteret hans beslutning, hvilket også kom bag på den nu forhenværende kok.

- Det er helt vildt, siger han.

Mennesker og relationer

- Jeg kan bare godt lide at snakke med mennesker, og de kan lide at snakke med mig. Alle mulige mennesker, fra gæster til samarbejdspartnere.

Den glæde er også blandt grundene til, at han valgte den nye vej.

- Jeg ville gerne have med mennesker, den daglige kontakt og relationer at gøre. Jeg var inde for at læse om ejendomsmægler og kunne godt lide, at jeg hurtigt kunne komme i gang. At jeg bare ville blive kastet for løverne, siger han og fortsætter:

- Lige nu ved jeg jo ingenting. Jura og det tekniske skal jeg først i gang med at lære, men jeg har haft positive forventninger, og de er blevet indfriet. Det er også blevet taget godt imod i mit netværk. Folk kontakter mig, fordi de vil have mig til at sælge deres huse. Det er gået lidt hurtigere, end jeg havde regnet med.

Men er der et hus, du har en drøm om at komme til at sælge?

- Jeg vil bare hjælpe de folk, der ringer, og gøre mit yderste. Jeg drømmer ikke om at sælge Aalholm Slot eller sådan noget. Vi får jo heller ikke procenter af salget hos Robinhus. Men jeg er holdt op med at lægge faste planer. Jeg skal finde fodfæste og etablere mig i det, siger han.

Noget kunne tyde på, at det ikke kommer til at tage Rasmus Elver lang tid. Han har klaret sin første vurdering.

Alligevel slipper han ikke for skolebænken.

- Jeg skal lige tage et par fag på aftenskole. Det er heldigvis ret fleksibelt.

Læs også artiklen "Rasmus er et scoop" i Folketidende.