Vild plan til 600.000 kroner: Ny naturoase kommer til området

I 2027 skal skovhaven stå færdig. Som illustrationen viser, kommer der til at ske lidt af hvert i området. Privatfoto

Borgerforening satser stort og omdanner område til skovhave med frugttræer, stier og amfiteater. Og der skal plantes intet mindre end 1.500 planter.

Offentliggjort Sidst opdateret

Over 5.000 kvadratmeter grund har Øster Toreby Borgerforening at gøre godt med på Skovbakken, ikke langt fra stationen. Et område, der blandt andet bruges til fastelavn og sommerfest, og hvor borgere har kørt deres haveaffald hen.

Men nu har bestyrelsen truffet en omfangsrig og bekostelig beslutning.

Hvad der startede med petanquebaner, har nu udviklet sig til drømmen om en skovhave. Et frodigt dyre- og plantemiljø, hvor der både skyder frugttræer, buske og urter op til glæde for voksne og børn. Med alt fra skovbadning til amfiteater.

Pengene er der dog styr på, forklarer borgerforeningsformanden Kristian Madsen.

Foreningen har i alt fået 600.000 kroner til projektet – Nordea Fonden har støttet med 400.000, mens Landdistriktspuljen har støttet med 200.000.

Sådan bliver skovhaven

Ifølge formanden har Øster Toreby Borgerforening været skovhave-frontløber. Da Kristian Madsen startede med at skrive ansøgningen, kunne han på nettet kun finde to-tre projekter som deres.

Skovhaveprojekter har dog siden været i vild vækst, så et væld af nye naturområder nu popper op rundt om i landet.

I 2027 skal projektet i Øster Toreby stå færdig, men allerede nu kan du forestille dig, hvordan det kommer til at blive.

- Man kommer ind på nogle små stisystemer og kommer så til nogle mindre områder, hvor der er spiselige planter – hvor der vil være rabarber og ribs, valnødder, hasselnødder og kastanjer. Der bliver også både bænke, borde og grillpladser, så man kan sidde og hygge sig. Ligesom der også kommer til at være en børnemotionsbane.

Undervisning og arbejde

Husstandene i foreningen tæller 144, men borgerforeningen vil gerne have mange flere til at bruge skovhaven.

Derfor har den også kontaktet tre børnehaver i området, ligesom den også har sagt til Sundskolen, at de er mere end velkomne til at bruge skovhaven.

- Vi har defineret det som et slags undervisningsrum, så børnene blandt andet kan lære om biodiversitet. De kan kigge på fugle og på bier. Og vi prøver at skabe et miljø, hvor naturen trives.

Børnehavebørnene kommer dog også i arbejde, fortæller Kristian Madsen. De skal nemlig være med til at beplante området sammen med en masse frivillige. I alt forventer formanden, at 1.500 planter skal i jorden.

For alle og enhver

Også elever fra Forberedende grunduddannelse (FGU) hjælper til. En uddannelse, der har afdelinger i både Nakskov, Nykøbing og Maribo.

- Vi valgte at tage FGU-skolen ind, blandt andet fordi fondene gerne vil have, at vi gør noget for de unge. Og så tænkte vi, at det kunne være fedt, hvis de kunne være med til at bygge noget af det her.

I øjeblikket er de i gang med at bygge et halvtag, og senere skal de bygge en amfiscene i bunden af en gammel grusgrav.

Skovhaven bliver dog ikke alene for børn, unge og lokale, understreger formanden, men for alle og enhver.