VILD, VILDERE, VANDKAMP

Både børn og voksne levede sig ind i vandkampen med liv og sjæl. Foto: Anders Knudsen

Enorm vandkamp ved Marielyst Streetfood trak igen børn og barnlige sjæle til.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIELYST: - Hvad er din taktik? spørger en stor dreng sin kammerat.

Klokken er kvart i to. Om lidt går det løs, og flere børn hænger allerede ind over det lange bassin, som er fuld af vandballoner i selvlysende, orange, pink, blå og grøn. Der skulle være 25.000. Der er 22.800.

- Jeg har været i gang i tre timer, fortæller en af de ansatte hos Marielyst Streetfood og ligner en, der er lidt øm i ryggen.

- Så tæller vi snart ned. I skal gå væk fra bassinet og ikke begynde at kaste, før vi har talt ned, lyder det i højtaleren.

Børn dirigeres om på én side. De voksne på den anden. For det er børnene mod de voksne. Og i år får børnene endda lov til at skyde på de voksne i et helt minut, før de må give igen.

Hvin, skrig og grin

Der tælles ned. Og så går det amok i hvin, skrig og grin. Sidst græd ingen, har arrangør Nikolaj Saabye fortalt over højtaleren. I år bliver en pige ramt meget hårdt på benet.

Men alle andre har en fest. Ikke mindst de voksne, der nærmest er gået i barndommen igen. Et sted kommer to løbende med et børnebassin, som de kaster over en tredje voksen mand.

Fotografen har fundet en plet, der godt nok er indenfor afspærringen, hvor man må skyde. Det ser sikkert ud. Her kan man stå og få et overblik og tænke lidt over, hvem der egentlig vinder en vandkamp. Om det i virkeligheden er alle, der har vundet?

Imens tankerne driver lidt afsted, får en dreng øje på den voksne med blokken. Vi får øjenkontakt, og hans øjne gnistrer, idet han sender en vandballon afsted. Ramt på albuen.

I en hel time slås der i vand på pladsen. Nikolaj Saabye vil gerne gøre det til en årligt tilbagevendende begivenhed. Dømt på tilslutningen og begejstringen på år to er der håb.

Nu får jeg dig, synes denne piges ansigt at røbe. Foto: Anders Knudsen
22.800 vandballoner klar til kamp. Foto: Anders Knudsen
Henrik Flemming Jensen fra Nørre Alslev havde taget tre timer tidligere fri fra arbejde, så han kunne følges med sine to sønner på 12 år til den enorme vandkamp. Foto: Anders Knudsen
At bede børnene om at holde en halv meters afstand til bassinet var som at give dem slik, de ikke måtte spise, men i år lykkedes det at styre den våde begivenhed, så det blev børnene mod de voksne, indtil det bare var alle mod alle. Foto: Anders Knudsen
Udstyret var i orden. Foto: Anders Knudsen
- Så skal de voksne godt nok have røvfuld, lød det i højtaleren, og så var vand-krigen brudt ud. Foto: Anders Knudsen
De voksne var med på spøgen, og de kunne få fat i store mængder vand. Her får én et helt børnebassin kastet i nakken. Foto: Anders Knudsen