Vinlav tryller vildnis til altervin

FØR: Vinlavet begyndte for tre uger siden at arbejde sig igennem vildnisset i præstegårdshaven. Overraskelsen var stor, da de fandt store mængder af skjulte druer. Foto: Bo Heisterberg

- Måske kan vi tage hul på den første af vores egne flasker første søndag i advent 2019, siger lokal præst.

Offentliggjort Sidst opdateret

VÆGGERLØSE Jesus forvandlede vand til vin ved brylluppet i Kana. I Væggerløse tryller et frivilligt vinlav vildnis til altervin.

I oktobers gavmilde sol var vinlavet i går samlet for at sætte espalier op til de 45 vinstokke, der gror i præstens have.

Deres arbejde begyndte for tre uger siden, hvor Anette Blixt-Pedersen, Oluf Hauerslev, Ole Frederiksen, Bo Heisterberg, Grete Clausen, Ruth Hansen, Kaj Helm Larsen, sognepræst Anders Martin Lauritsen og brygger Martin Iversen tog fat med hækkeklipper og grensakse i den misligholdte vingård.

- Vi troede egentlig, at det hele bare skulle klippes ned og køres væk. Og så kunne vi måske høste til næste år. Men så opdagede vi de flotteste, sunde druer inde i vildnisset, fortæller Martin Iversen fra Væggerløse Håndbryg, der er genbo til præstegården.

15 kilo af sorten Leon Millot blev høstet, og druerne skønnes at række til 10 liter portvin, der kan skænkes ud ved altergangen næste år.

Bryggeren vurderer, at der kan komme en særdeles velsmagende portvin af druerne, som skal have et års tid til processen.

- Måske kan vi tage hul på den første af vores egne flasker første søndag i advent 2019, siger Anders Martin Lauritsen.

Han lægger vægt på, at arbejdet i vingården ikke kun handler om vin og praktisk arbejde, men også er en måde at samle sognet omkring kirken - udenfor kirketid. Væggerløse Kirke har for eksempel også en strikkeklub, der er vældig produktiv og har god lokal opbakning.

- Det er dejligt at se, at vingården også kan samle sognet, konstaterer Anders Martin Lauritsen, der tidligere selv forgæves har forsøgt at holde trit med de vildtvoksende stokke, inden han måtte erkende, at der er alt for meget arbejde til én.

For Anette Blixt-Pedersen, der hurtigt meldte sig til arbejdet i det frivillige vinlav, er fællesskabet vigtigt.

- Jeg elsker at være ude, og jeg vil gerne lære om jorden og druerne. Men primært er jeg med, fordi det er en rigtig god måde at lære nye mennesker at kende på, fortæller Anette Blixt-Pedersen, der flyttede til Væggerløse for et år siden.

EFTER: Præstgårdshavens 45 vinstokke er trimmede, og der er høstet 15 kilo druer, som allerede ligger og gærer i brygger Martin Iversens varetægt. Foto: Anders Knudsen
Præst Anders Martin Lauridsen og brygger Martin Iversen måler sukkerprocent. Den er nu oppe på cirka 10. Foto: Anders Knudsen
Det ligner solbær, men det er 15 kilo vindruer. En tredjedel er skræl, så der bliver cirka 10 liter vin af høsten. Foto: Anders Knudsen
Det var ikke til at se, at der hang druer på vinstokkene, inden de blev befriet med hækkeklipper og grensakse. Foto: Bo Heisterberg
Druerne er sunde og af en fin kvalitet. Sorten er Leon Millot, som er velafprøvet i dansk vinavl. Foto: Bo Heisterberg