Vold mod fem personer

En 20-årig mand fra Nykøbing F. er i dag i retten for vold ved byens diskoteker. Den unge mand er tiltalt for fem tilfælde af vold mod andre personer. Vold der fandt sted over nogle ganske få timer 21. december 2008.

To af de overfaldne er dørmænd, der arbejdede på diskoteket Route 66 i Jernbanegade. Første episode fandt sted klokken 02 inde på diskotek Place på Brovejen. Her slog den 20-årige ifølge anklageskriftet et offer i hovedet. Der var tale om flere slag, som ramte offeret dels i ansigtet, dels i baghovedet.

Et par timer senere, klokken 04.30 var den 20-årige på færde på Route 66. Her blev en person slået på halsen med flad hånd.

Ti minutter senere, klokken 04.40, var den gal igen. Her blev en person slået flere gange i ansigtet med knyttet næve. Derefter blev den 20-årige smidt ud fra Route 66, men det standsede ikke volden.

Den 20-årige er her tiltalt for vold mod to af stedets dørmænd. Ifølge anklageskriftet fik den ene dørmand et slag med knytnæve i tindingen. Den anden dørmand blev sparket i hovedet. Begge dele fandt sted uden for diskoteket i Jernbanegade, og det skete klokken 04.45.

Tiltalen mod den 20-årige er efter paragraf 244, 245 og 247 i straffeloven. Paragraf 244 handler om almindelig vold, mens paragraf 245 handler om grov vold, for eksempel spark. Og 247 lægger op til skærpet straf for vold i gentagelsestilfælde.




Fem personer blev overfaldet samme nat i december i Nykøbing. Nu dømmes en 20-årig mand fra Nykøbing.

Offentliggjort Sidst opdateret