Voldsom brand i campingvogn

En slamsuger og Falcks brandfolk slukkede sent i aftes i fællesskab en omfattende brand i en tilsyneladende forladt campingvogn på Østre Allé i Nykøbing.

Campingvognen har ifølge indsatsleder Jørgen Ottesen fra Guldborgsund Redningsberedskab stået på en plads mellem Nykøbing Zoo og en spejderhytte i længere tid uden, at den tilsyneladende er blevet brugt af nogen. Den var heller ikke forsynet med nummerplader.

Branden blev opdaget ved 22-tiden, men allerede inden brandfolkene nåede frem, havde en mand i en slamsuger - der tilfældigvis var i nærheden - nået at bekæmpe ilden med spulevand fra slamsugeren. Brandfolkene kunne derfor nøjes med at efterslukke, men campingvognen stod ikke til at redde.

Årsagen til branden er ukendt, men ifølge Jørgen Ottesen var der ikke sat strøm til campingvognen. Om det så betyder, at branden kan være påsat, vil Jørgen Ottesen dog ikke gisne om.

Slukningsarbejdet varede en times tid.

Det er blot få uger siden, at tre ældre kvinder blev reddet ud af en anden brændende campingvogn på Marielyst. Den ene af kvinderne døde senere af sine kvæstelser.
 
Politiet i Nykøbing F. har ikke umiddelbart noget bud på, hvorfor campingvognen, der nok var 25 år gammel, brændte i aftes.




En tilsyneladende herreløs campingvogn gik sent i aftes op i flammer i Nykøbing. Brandårsagen er ukendt.

Offentliggjort Sidst opdateret