VUC Storstrøm med til at udvikle ny app

Projektleder Doa'a Musleh håber, at den nye app vil blive en god hjælp til at øge trivslen hos kursisterne på VUC Storstrøms uddannelser. Foto: Flemming K. Karlsen

På VUC Storstrøm har man gennem årene gjort meget for at nedbringe frafaldet, blandt andet med åben vejledning og visitationssamtaler, men alligevel er der brug for flere virkemidler.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING Mange uddannelsessteder oplever for meget frafald på deres uddannelser.

Hos VUC Storstrøm er de gået en ny vej for at øge trivslen og dermed stoppe frafaldet. De er i gang med at teste app'en Wavers. Den gør det muligt for kursisterne at bede om hjælp anonymt og digitalt.

Allerede i februar og marts blev den første forsøgsversion af app'en testet af en gruppe kursister.

Både kursister, lærere og vejledere tog godt imod den, der var dog flere, der havde ændringsforslag.

De forslag er nu ved at blive implementeret, så app'en bliver klar til en ny test ved skolestart i august.

- Den første version havde for mange muligheder, hvor kursisterne selv skulle vælge kategori og selv vælge spørgsmål, fortæller projektleder Doa'a Musleh.

Det blev taget til efterretning, så nu stiller app'en fem konkrete spørgsmål til kursisterne to gange om ugen.

Svarene udløser en farvekode, hvis farven er rød eller orange, sender app'en automatisk et tilbud til kursisten om en håndsrækning.

Anonymitet

Indtil da er kursisten anonym. Først hvis kursisten tager imod tilbuddet, kan den vejleder eller underviser kursisten vælger, se, hvem det er, der har brug for hjælp.

- Andre kursister kan også tilbyde deres hjælp, men ingen kan se, hvem det er, før hjælpen bliver accepteret, forsikrer Doa'a Musleh.

Hun håber, at app'en vil gøre, at undervisere og vejledere tidligere får øje på de kursister, der har udfordringer og ikke trives så godt på uddannelsen.

- En underviser har flere hold kursister på 25-30 personer ad gangen. App'en skal hjælpe lærerne med, så tidligt som muligt at få øje på de kursister, der har brug for hjælp, forklarer hun.

På VUC Storstrøm har man gennem årene gjort meget for at nedbringe frafaldet, blandt andet med åben vejledning og visitationssamtaler, men alligevel er der brug for flere virkemidler.

- Vi håber og tror på, at appen kan gøre en forskel, og derfor videreudvikler vi app'en frem til august. Blandt andet integrerer vi en chatfunktion, så undervisere, vejledere og kursister kan chatte sammen via app'en, forklarer Doa'a Musleh.

Det kan være flere forskellig ting, der gør, at en kursist mistrives. Det er langt fra altid det faglige, der er det største problem. Ofte er det personlige eller sociale ting, der giver kursisten udfordringer.

- Med app'en håber vi, at få øje på de kursister, der mistrives eller ikke trives så godt, i så god tid, at vi kan hjælpe dem til at gennemføre uddannelsen, fortæller Doa'a Musleh.

I første omgang er det to hold fra hver af VUC Storstrøms afdelinger, der skal teste den justerede app. Undervejs i testen evalueres og justeres. Doa'a Musleh håber, at app'en bliver klar til udrulning til alle skolens kursister omkring uge 43.

App-projektet er en del af det store projekt "Inklusion af frafaldstruede kursister", som CELF (Center for Erhvervsrettede Uddannelser Lolland-Falster) driver med ni millioner kroner i støtte fra EU's Socialfond.